Nyhed

Billetbrøler til Beck-koncert – folk med billetter afvist

Ved en fejl blev der solgt for mange billetter til gårsdagens intimkoncert i Tivoli

I går gav Beck en surprise-intimkoncert i Tivolis Glassal, der har en kapacitet på 965 personer. Koncerten blev først offentliggjort dagen før, og alle billetter blev solgt på få minutter, da billetsalget gik i gang mandag klokken 10. Faktisk lidt for mange billetter, for ved en fejl blev der solgt for mange billetter, og ifølge Ekstra Bladet måtte mindst 16 gå forgæves.

Tivolis programchef Rune Erbs Ledet beklager fejlen dybt.

"Der har desværre været en fejl i vores billetsystem, der har gjort, at der uden vores viden er blevet solgt nogle billetter, der ikke skulle have været solgt. Det er vi naturligvis dybt, dybt kede af. Vi er meget ulykkelig over situationen. Jeg kan kun beklage dybt. Det er en af den slags fejl, der bare ikke må ske. Det er rigtig skidt. Vi har en fantastisk kunstner i haven, og at det her så skulle se, det er ikke til at bære," siger Rune Erbst Ledet til Ekstra Bladet.


De afviste har nu fået en kompensation i form af andre koncertbilletter, billetter og turpas til Tivoli og vil desuden få pengene tilbage for billetterne. GAFFA har været i kontakt med en af de afviste, der dog ikke er tilfreds og har skrevet et langt klagebrev til Tivoli.

Koncerten i Tivoli var unik både grundet dens intime karakter og det faktum, at Beck ikke har givet koncert i København siden 2006 og kun har givet én dansk koncert siden, nemlig i lørdags på Smukfest i Skanderborg.

Da Beck ikke ønskede fotografer eller anmeldere til koncerten i Tivoli, undlod GAFFA at anmelde koncerten, men koncerten lørdag på Smukfest gav vi fem stjerner under overskriften "Kreativ kraftpræstation fra Smukfests tilbagevendte søn". Læs anmeldelsen her.


ANNONCE