Nyhed

Årets X Factor-dommere er klar – to gamle og en ny

Blachman og Remee er tilbage – og så har Lina Rafn fået en afløser

DR har netop offentliggjort årets X Factor-dommere, og de byder på en nyhed. Thomas Blachman og Remee er tilbage, men Lina Rafn offentliggjorde i sidste måned, at hun stopper for at fokusere på sin egen karriere, og nu er DR så klar med hendes afløser. Det bliver Mette Lindberg, kendt som sangerinde i pop-funk-duoen The Asteroids Galaxy Tour.

The Asteroids Galaxy Tour har udgivet tre album, senest "Bring Us Together" fra efteråret 2014. Et album, som GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez tildelte fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:

"Efter en lidt rodet omgang med åbneren Bring Us Together tager albummet af samme navn fart med en flabet funkrytme, der langsomt fyrer op under svulmende Navigator. Med sit uimodståelige groove og hooks ryger vi med på et ridt, der tager os rundt i duoens glitrende galakse, hvor vellyd og fest synes at være omdrejningspunktet. Og så er vi ellers i gang." Læs hele anmeldelsen her.


The Asteroids Galaxy Tour har siden debutalbummet "Fruit" fra 2009 turneret intensivt i udlandet, men ikke givet særlig mange koncerter i Danmark. De optrådte dog eksempelvis til GAFFA-Prisen 2014 på Bremen Teater.

The Asteroids Galaxy Tour har haft deres sange med i tv-serier som "Mad Men", "Pretty Little Liars", "CSI Miami" og "Gossip Girl".

DR offentliggjorde for nylig også den nye vært i X Factor, Sofie Linde, der tager over fra Eva Harlou.


Det bliver niende sæson, DR sender X Factor, der er tilbage på skærmen umiddelbart efter nytår 2016.

Vi bringer senere i dag et interview med den nye dommer.

Remee var med i sæson 1,2, 3, 6 og 7 og er i 2016 med i X Factor for sjette gang. Blachman har været dommer i samtlige sæsoner undtagen sæson 3.


Deltagertilmeldingen i sæson 8 blev øget med 40 procent i forhold til sæsonen før. Allerede nu tegner der sig et billede af, at tilmeldingen i år bliver endnu bedre end sæson 8, oplyser DR, og man kan stadigvæk nå at komme med. Tilmelding sker på www.dr.dk/xfactor, eller man kan møde op på dagen. Der er precasting i København den 19. august og i Aarhus den 25. august. Dørene åbner klokken 9.30, men deltagere opfordres til at komme i god tid.

Se The Asteroids Galaxy Tour fra GAFFA-Prisen 2014:

 


 

 

ANNONCE