Nyhed

Thom Yorke kritiserer Bush

Radiohead-sangeren anklager præsidenten i julehilsen til fans

Radiohead-sanger Thom Yorke er kendt for sine politiske kommentarer, så det kommer ikke som den store overraskelse, at han retter et hårdt angreb mod George W. Bush i en julehilsen til medlemmerne af Radioheads fanklub W.A.S.T.E.

I hilsenen skriver Yorke: "Vold skaber vold. Vi behøver en international domstol og ikke en republikaner med hænderne begravet i olie og militært isenkram, der vil belære os om sikkerhed i verden. Vi behøver kærlighed, forståelse og tolerance og fornuftige love, stadfæstet af dem, der er i en position, der giver dem ret til at dømme. Jeg synes ikke, det er pinligt længere at bede om verdensfred, især ikke denne jul ... Jeg håber, jeres jul bliver fredelig, kærlig og åndelig. Lyder det dumt? Jeg er ligeglad".


Radiohead har for nylig udgivet live-ep'en "I Might Be Wrong" med materiale fra de to sidste, eksperimenterende studieplader "Kid A" og "Amnesiac" samt et nyt nummer.


ANNONCE