Nyhed

Carlos Dengler: Derfor forlod jeg Interpol

At se Coldplay gav mig lyst til at stoppe, siger han

Efter at have været med helt fra starten i 1998 forlod Carlos Dengler i 2010 sin plads som bassist i bandet Interpol. Dengler har før udtalt, at han blot fik lyst til at prøve noget andet, men kommer nu med en mere uddybende forklaring.

"At se Coldplay spille live i Saturday Night Live fik mig til at indse, at jeg var nødt til at gå i en anden kreativ retning. Jeg var spændt på deres optræden, og jeg nød sketchene i showet, men da de gik på, kedede jeg mig ærlig talt. Jeg kunne mærke at der skete noget i mig – et identitetsskift," udtaler den nu kommende skuespiller til Bedford + Bowery.

"Desuden havde jeg det ikke godt i Interpol," tilføjer Dengler. "Jeg havde stofproblemer, men fordi jeg ikke havde et godt forhold til de andre bandmedlemmer, ville jeg ikke have, at de skulle opleve mig i min krise. Ingen i musikbranchen skulle kende til min tilstand."


Den 41-årige herre er netop blevet færdiguddannet som skuespiller og leder nu efter en agent. Han kunne for nylig opleves i teaterstykket "Sherlock Holmes and The Case Of The Jersey Lily", som blev spillet på Dorset Teaterfestival i Vermont.

I september 2014 udgav Interpol deres femte album "El Pintor" – deres første album uden Carlos Dengler.

ANNONCE