Nyhed

Masser af Tom Petty på vej

Sangeren genudgiver "Highway Companion" og senere på året kommer både en bog og en film

Tom Petty, der siden 1976 har udsendt plader med bandet The Heartbreakers, udgav sidste år sit tredje soloalbum, der havde titlen "Highway Companion".

Genudgivelsen lander 5. juni og vil indeholde demoversioner af "This Old Town" og "Big Weekend" og sangene "Home" og "Around The Roses", der ikke tidligere har været udgivet.

Senere på året kan man desuden se frem til både en bog og en dokumentarfilm om sangskriveren. Bogen "Tom Petty And The Heartbreakers: An American Odyssey" udsendes 1. november vil indeholde interviews med bandet foretaget af forfatteren og instruktøren Peter Bogdanovich og vil desuden indeholde mere end 200 billeder, håndskrevne tekster og sætlister.


Bogdanovich er også manden bag en dokumentar, der forventes at komme ud cirka samtidig med bogen. Filmen følger bandet på deres 30. års jubilæumsturné sidste år og vil indeholde både interviews og liveoptagelser.

Tom Petty skulle desuden være i gang med at forberede både et nyt studie- og et nyt livealbum, så der er altså masser af nyt på vej fra Petty-lejren.

ANNONCE