Nyhed

UHELBREDELIGT SYG: Celine Dions muskelsmerter stammer fra sjælden sygdom

Jeg har kæmpet med helbredsproblemer i lang tid, fortæller sangeren

For lidt over et år siden kom det frem, at Celine Dion var begyndt at lide af muskelkramper- og smerter, hvilket resulterede i at hun tilbage i foråret måtte udskyde sin Europaturné for tredje gang – de to første gange var på grund af corona.

Nu har Dion endnu engang udskudt sin Europaturné, skriver Pitchfork, da hun er blevet diagnosticeret med den uhelbredelige, sjældne neurologiske sygdom ”stiff person syndrom”. Foruden at forårsage muskelsmerter oplever sangeren også, at sygdommen giver hende problemer med både at gå og synge.

”Jeg har kæmpet med helbredsproblemer i lang tid. Og det har været meget svært for mig at konfrontere de her udfordringer og snakke om alt det, jeg har været igennem”, fortæller Dion – her citeret fra Pitchfork, og fortsætter:


”For nyligt er jeg blevet diagnosticeret med en meget sjælden neurologisk sygdom, der hedder stiff person syndrom, der rammer en ud af en million. Mens vi stadigvæk lærer noget om den her sjældne tilstand, så ved vi nu, at det er den, der har forårsaget alle mine muskelproblemer”, uddyber sangeren.

Turnéens planlagte koncerter mellem maj og juli er blevet flyttet til nye datoer i 2024. Dog er koncerterne mellem august og oktober sat til at forløbe som planlagt. Derfor er Dions danske koncerter i Royal Arena den 23. og 24. september 2023 stadigvæk en realitet.

LÆS OGSÅ: Superstjerne i smertehelvede

ANNONCE