Nyhed

ENDELIG: Peter Gabriel kommer til Danmark med nye sange

Gabriel har nyt album album med ved første danske koncert i ti år

Den 30. maj kommer Peter Gabriel til Royal Arena i København som en del af i/o The Tour, hvor han både vil spille nyt materiale fra et kommende album og sange fra en lang karriere.

”Der er gået noget tid, og jeg er nu omgivet af en helt masse nye sange, og jeg er glad for at tage dem med på turné. Jeg glæder mig til at se jer derude,” udtaler han via en pressemeddelelse.

Og der er i sandhed gået noget tid. Sidste gang han lagde vejen forbi Danmark var i forbindelse med Back to the Front-turnéen i 2013 – altså ti år før den nye koncert.


LÆS OGSÅ: KLASSIKEREN FYLDER 20: Peter Gabriel reflekterer over liv og død

Koncerten, der var en 25-års markering af So-albummet, fik fire ud af seks stjerner i GAFFAs anmeldelse:

”Eller tag aftenens måske smukkeste oplevelse, Mercy Street med Gabriel liggende på scenegulvet i centrum for sangens kaotiske selvopgør. Stort og rørende – og nu med en stemme helt på toppen,” skrev Henrik Friis og fortsatte:


”For slet ikke at tale om koncertens forventeligt populæreste sang, Sledgehammer, hvor den massive tilskuer-opbakning også var pinedød nødvendig, fordi forbindelsen til både Sancious' keyboard og Gabriels mikrofon røg sig en tur! Noget af et koks i dagens store festsang. Men opbakningen reddede æren.”

Billetterne koster fra 495 kroner plus gebyr, og de bliver sat til salg fredag den 11. november klokken 10.00 via Livenation og Ticketmaster.

LÆS OGSÅ: LISTE: 10 band-frontfigurer med succesfulde solokarrierer


ANNONCE