Nyhed

Konsulent om Tobakken-krisen: "Bestyrelsesformanden har ageret så resolut og åbent. Det er ret unikt i kulturbranchen."

Bølgerne går højt i Esbjerg i disse dage. GAFFA har talt med kulturkonsulent Ronnie Hansen om krisen på Tobakken.

De nyeste artikler om det kriseramte Esbjerg-spillested Tobakken (Artikel 1 og Artikel 2) har været i GAFFAs top 10 af mest læste artikler i næsten 10 døgn nu og vidner om den store interesse, denne opsigtsvækkende sag har skabt. Den eksterne kulturkonsulent, Ronnie Hansen, ansat hos konsulenthuset Must, har efter lidt forhandlinger nu indvilliget i at give et interview til GAFFA om krisen. Ronnie Hansen var hyret af Esbjerg Kommune til at skrive en rapport om spillestedets udfordringer.

GAFFA har derudover også stillet opfølgende spørgsmål til Tobakkens bestyrelsesformand Kristian Svarrer. Se spørgsmålene og svarene nedenfor:

Hvad er, for dig at se, hovedårsagerne til Tobakkens misere?

Ronnie Hansen: – Esbjerg Kommune og Tobakkens bestyrelse har analyseret situationen i bund i en grad, som jeg ikke har set hos særligt mange andre kulturinstitutioner. Konklusionen er, at ledelses- og kompetenceudfordringer har ført til konkrete, ufornuftige dispositioner og en løbende udvandet forretningsmodel. Det er baggrunden for, at Tobakken er kommet i økonomisk uføre.


I hvor høj grad ligger ansvaret hos bestyrelsen? Hvor stort er den nu bortviste og politianmeldte leder Jan Mols’ ansvar for Tobakkens krise? I din rapport nævner du flere gange, at han nærmest var en usynlig leder – kan du uddybe med konkrete eksempler?

RH: – Tobakkens bestyrelse har afbrudt samarbejdet med lederen af Tobakken, og på den måde har bestyrelsen jo pålagt den tidligere leder en del af ansvaret. Det synes rimeligt. 

Bestyrelsen har naturligvis et ultimativt ansvar for driften af virksomheden, men det er væsentligt, at bestyrelsen ikke har modtaget retvisende informationer løbende. Jeg tror ikke, der er nogen i bestyrelsen, der ikke ville ønske, at de havde været mere kyniske og mere direkte modsat sig det billede, den tidligere leder tegnede for dem.

En overset pointe i sagen er, at bestyrelsesformanden har ageret så resolut og åbent. Det er ret unikt i kulturbranchen, hvor man ofte sidder på hænderne for længe. Bestyrelsen har afskediget en leder, med det samme gennemført en række hårde, men nødvendige tiltag, og så har de været meget åbne i processen og stillet sig til rådighed for pressen.


Ser man på de lignende kultursager de seneste år, Aveny-T, Naturkraft, Fredericia Teater med flere, har tilgangen været langt mere lukket. 

Hvor bliver pengene, ud fra dét du kunne se, af hos Tobakken? Som du netop skriver i din rapport, har Tobakken fantastiske geografiske og ikke mindst finansielle forudsætninger – hvorfor indfries disse ikke?

RH: – Den langsigtede økonomiske misforhold mellem indtægter og udgifter er drevet af dels en grundlæggende skæv forretningsmodel, hvor driften er blevet for dyr og koncerterne dermed næsten alle underskudsgivende, dels nogle forhold omkring løn og større enkeltdispositioner, som har været vel dyre. De ting rettes nu, og så vil Tobakkens driftsøkonomi blive positiv. Indenfor en kortere årrække vil man kunne se Tobakken gældfri og med en genetableret egenkapital, der vil gøre dem i stand til at foretage kunstneriske investeringer.

Jan Mols tjente knap 1.100.000kr om året og en scenetekniker 750.000kr om året – kan disse lønninger retfærdiggøres med det arbejde, vedkommende personer ydede? Er dette lønniveau forsvarligt og på linje med andre spillesteder på landsplan, der kan sammenlignes med Tobakken?

RH: – Lønomkostninger endte med at fylde en relativt stor andel af Tobakkens samlede omsætning. Lønniveauet, for enkelte ledelsesmedlemmer, var steget til et niveau, der var noget højere end sammenlignelige steder. Det har bestyrelsen aktivt justeret, og allerede derfor er Tobakkens driftsøkonomi på vej i en mere bæredygtigt retning.


Hvad skal Tobakken, for dig at se, gøre for at kunne overstå denne krise og ikke mindst fortsat være attraktiv for publikum og måske endda blive endnu mere attraktivt for gæsterne?

RH: – Den proces er startet. Der er en ret unik stemning på Tobakken i disse uger, hvor de ansatte har oplever at få meget frihed og ansvar og være en konkret del af løsningen i direkte dialog med bestyrelsen. Det syder entreprenant, og både gæsterne og bankdamen vil se ændringer allerede i det nye år.

Burde bestyrelsen eller dele af den, efter din mening, gå af med alt det skete in mente? Eller bærer den forhenværende bestyrelse, der sad på posterne indtil d. 31/12/21 hovedansvaret sammen med den forhenværende leder Jan Mols?

RH: – Det er for unuanceret at kræve en samlet bestyrelses afgang. Det ville være enormt nemt for eksempelvis bestyrelsens formand at gå af. Han er erhvervsmand, direktør for et stort shippingselskab og arbejder ulønnet i Tobakkens bestyrelse. Han har kun været aktiv formand lidt over et år. Nu bruger han aften efter aften på at rydde op i selskabet, være på forsiden af aviser og tale med journalister og interessenter. Det er en stor opgave. Bestyrelsen har meldt ud, at man initierer et generationsskifte i bestyrelsen og sikringen af kompetencer i den kommende udgave af bestyrelsen bliver afgørende. Samtidig tror jeg, at man fremover vil kræve mere af informationen, der gives til bestyrelsen.

Hvad kan øvrige kulturbestyrelser i Danmark lære af sagen?

Det synes at være kendetegnede for sager som denne, også nogle af de sager, jeg tidligere refererede til, at bestyrelser har en tendens til at være tilgivende over for sent fremsendt materiale, ufuldstændige afrapporteringer og mavefornemmelser fra ledere. Kulturen drives bare mere tilgivende end andre brancher, og det tror jeg godt kan være lidt overraskende, hvis man kommer fra det overskudskrævende erhvervsliv. Jeg tror heller ikke, man har fantasi til at forestille sig nogle af de ting, vi ser. Vi skal fortsætte med at blive mere professionelle i branchen og gerne lidt hurtigere end nu, hvor det primært sker med den demografiske udvikling.


Opfølgende spørgsmål til bestyrelsesformand Kristian Svarrer:

Konsulent Ronnie Hansen er ifølge JydskeVestkysten yderst kritisk over for Tobakkens bestyrelse – hvad siger du til denne kritik? (læs artiklen) Har bestyrelsen vidst alt og intet gjort – eller blev den vildledt?

Kristian Svarrer: – Ronnies konklusioner er skarpe, men vi tager dem til efterretning, og vi har derfor reageret prompte og uden tøven på denne nye viden, da den blev præsenteret. Bestyrelsen har faktisk et rigtigt godt samarbejde med Ronnie Hansen.

Kan du konkret uddybe, hvordan I er blevet vildledt?

KS: – Nej jeg kan desværre ikke gå mere ned i det.


Flere af GAFFAs kilder beretter om bestyrelsesmedlemmer, der angiveligt drikker i Tobakkens barer for 10.000 kr eller flere penge til enkeltkoncerter – er dette sandt? Og er dette “i orden” for bestyrelsesformanden at se og i overensstemmelse med bestyrelsens retningslinjer?

KS: – Jeg tror, du skal tjekke dine kilder. Jeg kan helt afvise dette. Der er ingen, der når i nærheden af dette beløb på et helt år og derfor heller ikke på enkelte koncerter. Det er også ret urealistisk, når fadøl koster 50-60 kroner stykket.

Jeg vil nu mene at have pålidelige kilder, ellers ville jeg ikke stille spørgsmålet, da det ville være ret alvorligt, hvis det var tilfældet.

KS: – Ja, det må jeg nok sige. Jeg tjekkede det, da du spurgte, da vores kasseapparat kan se forbruget, og det er også derfor, at jeg klart kan afvise, at bestyrelsesmedlemmer har gjort dette.

Er det stadigvæk forsvarligt, at bestyrelsen fortsætter og ikke tager konsekvensen og lader nye og ikke-stigmatiserede kræfter komme til? Ifølge Ronnie Hansen burde bestyrelsen hurtigere have været på banen og have handlet – og når man læser på de sociale medier, er bestyrelsen for længst stigmatiseret.

KS: – Er vi stigmatiserede, fordi vi er blevet vildledt? Ronnie Hansen skriver også. at de beslutninger. der er taget i bestyrelsen ikke er loyalt udført af ledelsen på Tobakken. Jeg anerkender, at folk har en mening om sagen på SoMe, og jeg tager så også. de tæsk. der kommer den vej.

LÆS OGSÅ: Ny udvikling på kriseramt Esbjerg-spillested: Tidligere leder politianmeldt


ANNONCE