Nyhed

Nu kommer kulturen endelig på den politiske dagsorden: Her kan du deltage i kulturpolitiske debatter rundt i landet

De næste fire uger kan du møde forskellige valg-kandidater i kulturpolitiske debatter

Kulturpolitik har i lang tid været et fraværende, men ikke mindst eftertragtet emne i den offentlige debat.

”Jeg har fulgt dansk politik i mere end 30 år, og jeg mindes ikke, at kulturpolitik nogensinde har været et tema i en valgkamp, eller for den sags skyld, at kulturen har været en mærkesag for nogle af de siddende regeringer”, skrev GAFFAs redaktionssekretær Ole Rosenstand Svidt i en kommentar om kulturpolitikkens rolle i den nu udstedte valgkamp, og han fortsatte:

”Kulturpolitik er tydeligvis ikke noget, der flytter stemmer, synes politikerne at tænke. Men sådan burde det ikke være”.

Svidt berører også coronaens konsekvenser for kulturlivet, og hvordan kulturpolitikken pludselig fyldte meget i debatten i form af både nedlukninger og genåbninger – og at alt dette nu synes at være glemt.

Men med et for nyligt udskrevet valg er der nu udsigt til, at kulturpolitikken kan komme på dagsordenen.

Kulturmonitor har nemlig løftet sløret for en række kommende arrangementer, der vil finde sted de næste fire uger, og de vil alle tage udgangspunkt i en kulturpolitisk debat. Manden bag disse arrangementer er Lasse Marker, der med ekspertise i kulturområdet er selvstændig konsulent og kommentator. Han står også bag Kulturministrene og Kulturpolitikerne, der begge er podcasts fra Kulturmonitor.

Katalysatoren for Markers initiativ er, at han mener, der mangler et fokus på kulturpolitikken på den politiske scene, hvorfor han har fået kunst- og kulturinstitutioner i syv af landets 10 valgkredse til at præsentere kulturpolitiske debatter i forbindelse med valgkampen.

Rækken af debatter, der vil fortsætte oktober ud, startede allerede i går (den 12. oktober, red.) i Aalborg og fortsætter i aften med en debat på Aarhus Teater. Her kan man opleve SF’s kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk og medlem af Folketingets Kulturudvalg, Andreas Steenberg fra Radikale Venstre, i en debat om kulturområdets problematikker i samspil med nye kandidater.

”Kulturen ligger nederst på den politiske dagsorden. Hvis kulturen overhovedet skal have en plads under valget, så er det kulturaktørerne selv, der må tage ansvar for at sætte det på dagsordenen”, fortæller Marker – her citeret fra Kulturmonitor.

Foruden Aalborg og Aarhus vil man fremover kunne deltage gratis i den kulturpolitiske debat i følgende storkredse, hvor man blandt andre kan møde Zenia Stampe (RV) og René Christensen (DF):

17. oktober: Vestjyllands Storkreds, Silkebord Bad

18. oktober: Sjællands Storkreds, Romu

24. oktober: Sydjyllands Storkreds

26. oktober: Københavns Storkreds, Designmuseum Danmark

Bornholms Storkreds, Bornholms Museum (dato endnu ukendt)

Som optakt til valgkampen skrev GAFFA i sensommer en række interview-artikler om de forskellige partiers kulturordfører og forhørte dem om, hvilke initiativer de prioriterer for kulturlivet.

LÆS OGSÅ: SFs kulturordfører: Musikken er der, hvor ordene slipper op

ANNONCE