Den amerikanske musikbranche vil have USA's regering til at bremse et EU-forslag, der kan stoppe millioner af royaltyudbetalinger til amerikanske musikrettighedshavere.
Tidligere på ugen kunne kulturminister Zenia Stampe fortælle, at hun sammen med en række andre europæiske lande vil ændre EU-reglerne, så amerikanske musikere ikke længere modtager betaling i Europa, så længe danske musikere ikke får udbetalt royalties i USA.
Det forslag møder nu kraftig modstand fra den anden side af Atlanten skriver Billboard.
Læs også: Politiker kræver nye regler: Vil stoppe betalinger til amerikanske musikere
En lang række amerikanske musikorganisationer, heriblandt The Recording Academy, SoundExchange, ASCAP, BMI og American Association of Independent Music (A2IM), har den 9. juni sendt et brev til USA's handelsrepræsentant Jamieson Greer, hvor de advarer om ændringerne.
”Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det bringe næsten 300 millioner dollar i årlige royalties, som amerikanske kunstnere og rettighedshavere modtager fra Europa, i fare,” skriver organisationerne i brevet.
De opfordrer derfor den amerikanske regering til at lægge pres på EU-Kommissionen for at forhindre en lovændring.
Læs også: Bonnie Tyler er død
Sagen handler om rettighedsbetaling, når indspillet musik bliver spillet i radioen eller i offentlige rum som eksempelvis butikker og restauranter.
Siden EU-Domstolen i 2020 underkendte princippet om gensidig betaling, har danske og andre europæiske musikere nemlig ikke modtaget betaling, når deres musik bliver spillet i USA. Imens har amerikanske musikere dog fortsat fået royalties, når deres musik bliver spillet i Europa.
”De (danske musikere, red.) vil også få en mindre del af kagen herhjemme, når danske radiostationer pludselig skal sende en masse checks over Atlanten, uden at der kommer nogen den anden vej. Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at lave reglerne om,” skrev Zenia Stampe i et opslag på LinkedIn den 8. juli.
EU-Kommissionen overvejer derfor nu at genindføre princippet om såkaldt ”gensidighed”. Det betyder, at kunstnere kun modtager betaling i Europa, hvis deres hjemland giver europæiske kunstnere de samme rettigheder.
Læs også: Global musikalliance vil gøre det tydeligt, om en sang er AI-skabt eller ej
Advarer mod store konsekvenser
De amerikanske organisationer mener dog, at en sådan ændring vil komme til at ramme deres medlemmer hårdt. Derfor opfordrer de nu den amerikanske regering til at bruge både diplomatiske og handelsmæssige indgreb for at få EU til at droppe planerne.
Herhjemme har flere europæiske rettighedsorganisationer dog længe presset på for at få genindført en gensidighedsaftale, fordi de mener, at store summer ellers bliver flyttet fra europæiske musikere til amerikanske rettighedshavere.
Samtidig har Warner Records i et høringssvar til EU-Kommissionen advaret om, at en sådan ændring kan få den modsatte effekt og i sidste ende sende færre penge videre til både kunstnere og dem, der investerer i ny musik.


