Nyhed

VIDEO: Farveblind smider ny ep og dyster Tarantino-inspireret musikvideo

Musikvideoen er bestemt ikke for sarte sjæle

"Thriller” af Michael Jackson, ”Runaway” af Kanye West, ”Feel Good Inc” af Gorillaz. Listen er uendelig, men de nævnte sange er blot et udpluk af de udspil, hvis musikvideoer bare rammer ét eller andet - om end det er kreativiteten, produktionen eller idéen.

I dag er der dog en ny tilføjelse til listen, for den danske elektropunk-trio Farveblind har netop smidt musikvideoen til deres anden single fra deres nye ep All Clubs Are Bastards, som er udkommet i dag. Nummeret hedder ”Crooks”, og udover medlemmerne af Farveblind har det fået selskab af rapperen Sebastian Monti.

Den seks minutters lange musikvideo Crooks – Heart of Vengeance er instrueret af den danske instruktør Snorre Fuglsang Ruhe, som, i selskab med et crew på over 50 mennesker, har skabt et værk, hvor der i vaskeægte Tarantino-stil hverken er sparet på hverken blod eller voldsscener. Den danske skuespiller Christoffer Svane spiller nemlig rollen som en bestialsk og hævntørstig morder.


Farveblind har i en pressemeddelelse fortalt, at udtrykket i sangen er inspireret af artister som Boys Noize og Gesaffelstein og fortæller yderligere:

”Vi ville se, hvor tungt vi kunne lave et track uden at fjerne muligheden for at danse til det. Vi forestillede os et ‘hit-and-run’-røveri og en hamrende hurtig flugtbil, og så skabte vi “Crooks”. Samarbejdet med Sebastian var heller ikke en tilfældighed. Vi har skrevet sange med ham i flere år og haft ham med på scenen flere gange, og med dette nummer stod det lynhurtigt klart, at nummeret ikke skulle ende som en demo.”


Snorre Ruhe, instruktøren bag videoen, tilføjer:

”Jeg har ventet på et nummer som “Crooks” så længe! Jeg har altid haft et kæmpe ønske om at lave en hybrid mellem en 80’er-musikvideo og en 70’er-gyserfilm. Da jeg hørte ”Crooks ”for første gang, vidste jeg, at jeg havde fundet det nummer, der passede perfekt til min idé. Billederne begyndte med det samme at dukke op i mit hoved og jeg tænkte: ”Det her kickass-nummer har brug for en badass-video”. Det her er den video.”

All Clubs Are Bastards er Farveblinds tredje ep i rækken og følger seneste Mayhem fra 2021, som GAFFAs anmelder var stærkt begejstret for. Udspillet fik fem stjerner og en masse roser:


Mayhem lyder som en eksplosion af indestængte frustrationer født af sin tid, og Farveblind lyder som et band med lyst til de helt store scener.”

LÆS OGSÅ: Svedfremkaldende ravere – nu uden gæstevokalister

ANNONCE