Nyhed

Statens Kunstfond giver økonomisk indsprøjtning til danske musikere

Rejseaktiviteten blev sat på pause for landets musikere under COVID-19-pandemiens nedlukning af spillesteder og kulturarrangementer.

Antallet af ansøgere til puljen for international transportstøtte er i vækst. Det viser data fra de fire genreorganisationer ROSA, Art Music Denmark, JazzDanmark og Tempi, som hvert år uddeler bevillinger til danske artister, som rejser internationalt eller inviterer udenlandske gæster til landet. Ifølge genreorganisationen for rytmisk musik, ROSA, er efterspørgslen for transportstøtte ikke bare på niveau med perioden før nedlukning – den er steget yderligere.  

Efterspørgslen er i år så stor, at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik derfor har besluttet, at støtte de internationale rejseaktiviteter med et engangsbeløb på 600.000 kr., som fordeles mellem de fire genreorganisationer. Beløbet skal uddeles i resten af 2023, og ROSAs projektleder for Den Internationale Transportstøtte, Anders Ovesen, udtaler i en pressemeddelelse, at den ekstra økonomiske indsprøjtning vil tilgodese mange af de ansøgere, som organisationen hvert år desværre må afvise:

"Det er meget glædeligt, at Projektstøtteudvalget har fundet de ekstra midler til turnéstøtte. ROSA modtager altid flere ansøgninger, end vi kan honorere, og eksempelvis vil det øgede tilskud give vores transportstøtteudvalg mulighed for at uddele dobbelt så meget støtte i de to kommende uddelingsrunder."


Den sidste frist for at ansøge om international transportstøtte er den 15. november og skal søges ved den relevante genreorganisation.

LÆS OGSÅ: LIVSLANGT LEGAT: Anne Dorte Michelsen modtager Statens Kunstfonds hædersydelse

ANNONCE