Toto vender tilbage til Jylland til næste sommer
I dag løfter Tivoli Friheden sløret for hovednavnet til næste års Summer Session. Sommerens headliner er amerikanske Toto, ledet af Steve Lukather og Joseph Williams, som bringer deres over 45-årige musikalske arv til Tivoli Friheden i Aarhus i 2024.
I foråret 2023 annoncerede den østjyske forlystelsespark en ambitiøs udvidelse til deres musikalske sommerprogram. Udover de velkendte Fede Fredage kan musikglade tivolientusiaster nu også sætte Fede Lørdage ind i kalenderen. I forlængelse heraf præsenterede man også såkaldte Summer Sessions som ”kronen på værket”.
Traditionelt har Fed Fredag været reserveret til danske kunstnere, men det nye koncertkoncept byder nu velkommen til internationale navne på Event-Ø scenen.
Den første Summer Session fandt sted den 14. juli 2023 med Seal som hovednavn. Her blev tonen, ifølge GAFFAs anmelder, slået an med forfriskende u-ironisk halvfemser-nostalgi. Måske tegner der sig en successtrategi? Nu har Tivoli Friheden i al fald endnu en nostalgisk kanonkugle i ærmet i skikkelse af amerikanske Toto, som lægger vejen forbi Aarhus den 6. juli '24.
"Der er en forfriskende, optimistisk entusiasme at bevæge sig ind i fremtiden. Som langvarige medlemmer af bandet ønsker Joe og jeg at være på landevejen og fortsætte med at holde bandets oprindelige arv i live, og bringe musikken til vores fans på tværs af flere generationer," udtaler Totos guitarist Steve Lukather i en pressemeddelelse og tilføjer:
"I 2023 var det virkelig en ydmyg oplevelse at optræde foran næsten en million fans. Og i 2024 vil vi optræde for endnu flere rundt omkring i verden. Jeg har brugt mere end fire og et halvt årti af mit liv på at pleje denne arv, samtidig med at jeg har gjort det muligt at få musikken til fortsat at leve ved livekoncerter."
Lukather suppleres af Totos forsanger Joseph Williams, som udtaler:
"Luke og jeg har været igennem meget sammen. Han er som en bror for mig. Vores kreative partnerskab har altid beriget vores liv. Når vi ser fremad, er der intet andet end forventning om at bringe alt, hvad der er i
vores sind, til live. Jeg kan ikke forestille mig nogen andre på Jorden, jeg hellere vil samarbejde med. Han er en livslang, loyal og begavet ven og bandkammerat... vi er blevet The Dogz of Oz."
Toto kunne opleves herhjemme så sent som i sommeren '22, hvor de gav friluftskoncert i Viborg. En "mesterklasse i musikalsk overskud”, skrev GAFFAs anmelder ved dén lejlighed.
Billetter til Totos jyske koncert koster 640 kroner plus gebyr. Billetsalget starter på torsdag den 14/12 klokken 10.00 via Livenation og et døgn senere via Ticketmaster.
En gang ligegyldigt, grimt musikalsk ligrøveri, som kun inkarnerede fans vil holde af.