Ny film zoomer ind på dengang i 1972, hvor Lennon og Yoko Ono overtog et populært amerikansk tv-show i en uge
Sidste år var det halvtreds år siden, at John Lennon sammen med Yoko Ono udgav sit mest eksplicit politiske album, Sometime in New York City - en plade, hvor den dengang 31-årige stjerne indtog et klart feministisk, antiracistisk og venstreorienteret standpunkt. Samme sommer gav Lennon det, der skulle blive hans sidste fuldlængde-koncert.
Hvad der måske er mindre kendt er, at Lennon/Ono-parret samme år fik lov at overtage styringen af det populære The Mike Douglas Show i en hel uge - og benyttede lejligheden til at invitere gæster som juristen og miljøaktivisten Ralph Nader, Black Panther Party-formanden Bobby Seale og Lennons musikalske helt Chuck Berry.
Det blev til i alt fem episoder af 70 minutters varighed, og nu er dette særlige øjeblik i amerikansk tv-historie så blevet genstand for en hel dokumentarfilm - baseret på både arkivoptagelser og nye interviews med blandt andre den i dag 88-årige Ralph Nader.
Dokumentarfilmen har fået titlen Daytime Revolution og er instrueret af Erik Nelson, og både Yoko Ono og parrets søn, Sean Lennon, har givet deres velsignelse til projektet og fungeret som "creative consultants." Det skriver Variety.
“Det er blevet en kliché, at Woodstock var modkulturens definerede øjeblik," udtaler instruktøren til magasinet og fortsætter:
"Da jeg så de her udsendelser i deres helhed, gik det op for mig, at denne her uge i 1972, hvor John Lennon og Yoko Ono dybest set kaprede sendefladen og præsenterede deres generations bedte hjerner og drømme for det størst mulige massepublikum fra det, man dengang kaldte "middle America," i realiteten var det længste, modkulturen nogensinde kom. Ikke bare musikalsk, men som et fremsynet blueprint for den fremtid, vi lever i nu."
KLASSIKEREN: Da John Lennon udgav udødelig juleklassiker