Nyhed

Esbjerg Fuzztival offentliggør de første navne

Esbjerg Fuzztival præsenterer blandt andet NEBULA (US) og Fatso Jetson (US).

Thomas Bonde Sørensen, afvikler og talsmand for Esbjerg Fuzztival udtaler til GAFFA: "Fra et 2022, der blev tungt, tungt, tungt og doomet, skifter festivalen kurs i 2023 og præsenterer et bredere udsnit af festivalens yndede genrer inden for ”Desert”, ”Stoner” og ”Heavy Psych”. Det kan være et tegn på en gradvis normalisering af de turnerende bands inden for genren,og en tilbagevenden til festivalens kerne: At omdefinere, hvad det vil sige at spille ”tung” musik. Vi er lige så lidt en metalfestival, som vi er en jazzfestival.”

Bonde Sørensen uddyber derudover: "Som et nyt tiltag tilbyder Esbjerg Fuzztival, at man kan spare 20 procent på partoutbilletter, hvis man vel at mærke køber billet inden den 1. februar. Dette er for at opfordre publikum til at købe billet i god tid, så arrangørerne kan sikre et validt budget og dermed bedre kan planlægge festivalens endelige udtryk. Som de tidligere har udtalt, så er musikken kun 50 procent af en festivaloplevelse – miljøet omkring festivalen er lige så vigtig som musikken."

Headlineren om fredagen, den 26. maj 2023 bliver amerikanske Nebula (US). Bandet er formentligt mest kendt ved guitarist Eddie Glass og trommeslager Ruben Romano, der forlod Fu Manchu i 1997 for at starte deres eget band og kort efter indspillede Atomic Ritual, der blev produceret af ørkenberømtheden Chris Goss, der også havde en finger i spil med bl.a. Kyuss.


Fatso Jetson (US) er også kommet på plakaten. "Frontmanden Mario Lalli er inden for ørkenrocken kendt som gudfader til hele genren, da han startede Yawning Man tilbage i 1986. Uden Mario havde vi formentlig aldrig haft et Queens of The Stone Age i dag," siger Bonde Sørensen.

Andre bands på Esbjerg Fuzztival 2023 bliver blandt andre Ecstatic Vision (US), Kanaan (N), Deathchant (US), Valley of The Sun (US), Edena Gardens (DK) med medlemmer fra Papir og Causa Sui, High Desert Queen (US), Clouds Taste Satanic (US), Kryptograf (N), Vestjysk Ørken (DK) og Slowjoint (DK). Flere bands bliver meldt ud senere.

Esbjerg Fuzztival foregår på Tobakken i Esbjerg d. 26 og 27. maj 2023.


Find flere informationer her: https://www.fuzztival.com/

ANNONCE