Nyhed

FRA SALTLAGER TIL SPILLESTED: Docken i Nordhavn genåbner som koncertsted – de første events er på plads

Dj og Steppeulvens ærespris-vinder Kenneth Bager overtager event- og kulturhuset Docken i Nordhavn sammen med sine to samarbejdspartnere

Indtil 2006 var Docken i Nordhavn saltlager for København. I dag er Docken bedst kendt for at huse virksomhedsarrangementer og enkelte koncerter, men har den seneste rum tid gennemgået en større makeover – det er de nye ejeres plan ”at løfte stedet op i den musikalske verdensklasse”, lyder det i en pressemeddelelse. De ligger for land med en række koncerter og arrangementer i juli måned.

Kenneth Bager har været fast inventar i det danske musikmiljø i over 40 år. Han startede som dj i 1979 og fik senere sine egne musikshows på The Voice og P3. Han har ligeledes eget pladeselskab ved navn Music for Dreams og været en vigtig del af at introducere dj- og klubkulturen i Danmark tilbage i 1980’erne. Nu skal han sammen med Christian Dalholt og sin hustru og Music for Dreams-medejer Annalea Bertelsen bringe nyt liv til Nordhavnen.

”Vi kommer til at skabe koncerter med stor musikalsk diversitet uden grænser, hvor rammerne er store, og der tænkes endnu større. Kombinationen med firmaer og organisationer i hverdagene og kultur i weekenden fungerer godt. Det vil vi fastholde, men vi vil løfte både kvalitet og udbud af begivenhederne. For os giver det her muligheden for at udleve de drømme og ideer, vi har fået over tid på rejser uden for Danmark. Her har vi oplevet nogle af verdens fedeste og inspirerende steder inden for dagsevents og natklubber,” lyder det fra partnerne.


Docken skal med andre ord forvandles til en festlig legeplads, hvor der både er plads til både at skabe dansk sommerhygge og hylde den internationale klubscene på Ibiza. Og apropos Ibiza kan man den 23. juli opleve italienske Valentin Huedo, der er resident dj fra Woo Moon, hvilket arrangørerne selv kalder for Ibizas svar på Burning Man.

Det lyder videre i pressemeddelelsen, at Docken skal blive et ”hænge-ud-sted med blandt andet havnecafé, bar, pool, sandstrand og mad samt skøre påfund som jul i juli og dj’s hver weekend”.

Ifølge Christian Dalholt, der startede med at lave natklubber for 20 år siden, og som blandt andet var en del af Bagers Coma Club i 2004, er visionen at skabe et fundament for hyggelig og uformel mangfoldighed:


”Alle er velkomne, og vi har rigtig meget plads. Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe hyggelige og casual rammer, og vi har derfor valgt at male Docken i nye farver, der byder lystbådehavnen indenfor, lystbådehavnen som praktisk talt ligger i vores baghave. Vi elsker klub, og lydsystemerne har efter min mening altid været bedst under åben himmel”, lyder det blandt andet fra Christian Dalholt.

Åbningsweekenden falder den 1. og 2. juli fra kl. 12-02, hvor dj’s kurateret af Kenneth Bager vil optræde. Herunder Lulu Rouge, Jonas Visti, Lovecatt, Kasper Marott, Mai Schaarup og Bager selv.

I juli kan man desuden – og ganske gratis – opleve technoproducer Tal Fussman og den 70-årige sanger Pino D’Angió.


ANNONCE