Tre regulære rocklegender spiller op ved demonstration for legalisering af hash lørdag
På lørdag (6/5, red.) afholdes der for 25. gang Global Marijuana March i København - en tilbagevendende markering af ønsket om at få legaliseret cannabis, sådan som man har set det (i forskellig grad) i flere andre vestlige lande.
Demonstrationen starter på Christiania klokken 13.00, og når marchen senere på eftermiddagen når frem til Rådhuspladsen, vil flere markante, musikalske navne stå klar til at spille for demonstranterne.
Det drejer som om den svenske musiker og aktivist General Knas og den danske producer og dancehallprofil Raske Penge, som mange vil huske for landeplagen "Faxe Kondi," en duet med kollegaen Klumben, som udkom i 2012. Herudover har tre regulære rockveteraner meldt deres ankomst til demonstrationen, hvor de vil optræde i trioformat.
Det drejer sig om Steppeulvene-guitaristen Stig Møller, bassisten Peter Ingemann - kendt fra Young Flowers, Skousen & Ingemann, Røde Mor med flere - og endelig Grev Lyhne, som indledte karrieren i børnerockbandet Parkering Forbudt i slutningen af 1970'erne.
I de kommende måneder vil der i øvrigt være mulighed for at opleve den aktuelle inkarnation af Young Flowers live ved enkelt koncerter. Trioen består af Ingemann, den oprindelige guitarist Peer Frost og enten Hans Fagt eller Søren Berlev på trommer.
Young Flowers kan opleves på festivalen Kun for forrykte i næste måned, på Generator i Ringkøbing den 16/9 samt på Viften i Rødovre den 4/2-2024.
BLÅ LØJTNANT: Uudgivne optagelser med Young Flowers ser dagens lys