Nyhed

Juraprofessor om Tobakken-konkursen: "Der kan foreligge et ledelsesansvar"

Ole Nielsen fra musikagenturet TBA Music kom i sidste uge med en heftig kritik omkring Tobakkens konkurs. Vi får fået en juraprofessor til at kigge nærmere på sagen.

Ole Nielsen fra musikagenturet TBA Music kom i sidste uge med en heftig kritik omkring Tobakkens konkurs og dét, der skete imellem dagene den 23. marts og 27. marts. Derfor har GAFFA bedt Anders Ørgaard, advokat hos TVC Advokatfirma og professor i formueret på Juridisk Institut Aalborg Universitet, og som også står bag bogen Konkursret, om hans professionelle mening.

Hvad er din umiddelbare vurdering af forløbet mellem den 23. marts og 27. marts, hvor spillestedet Tobakken begærede konkurs den 27. marts? Den 23. marts standsede Tobakken ifølge en artikel i JyskeVestkysten interne betalinger, men lod, trods en viden om risiko for konkurs, kunsterne Onkel Reje, Red Warszawa samt Dodo and the Dodos optræde i dagene efter, hvorefter Tobakken begærede konkurs, og betalingen af musikerne blev indefrosset og en del af konkursboet.

Anders Ørgaard: – Det lyder for mig som om, der kan foreligge et ledelsesansvar. Og dette ledelsesansvar kan ramme Ulla Visbech (konstitueret leder op til Tobakkens konkurs, red.). Hvis ledelsen tillader at fortsætte en drift på et tidspunkt, hvor ledelsen bør forudse en nærliggende risiko for et økonomisk sammenbrud, er ledelsen i risiko for et ledelsesansvar. Et eksempel på dette er, at ledelsen tillader at lade andre levere deres ydelse på kredit, mens ledelsen burde være opmærksom på, at leverandøren risikerer et tab, fordi virksomheden ikke kan betale. Jeg vil anbefale de tre kunstnere/bands at søge advokatbistand – eventuelt gennem deres brancheforening.


– Hvis ledelsen er klar over, at der er en risiko for konkurs, og den allerede har standset interne betalinger, så bør virksomheden ikke fortsætte. Der kan naturligvis være mange konkrete elementer i sådan en sag. Sådan set har disse musikere spillet gratis, og derfor kan være er ledelsesansvar, for den eller dem, der har bestemt det eller ikke grebet ind, og det vil jeg anbefale musikerne at gå videre med og få undersøgt.

GAFFA har forsøgt at få en kommentar til Anders Ørgaards vurdering fra Ulla Visbech, men hun ønsker ikke at udtale sig. Hun har dog tidligere sagt til JyskeVestkysten: "Vi handlede efter en forudgående juridisk rådgivning, så alt blev gjort så korrekt som overhovedet muligt."

ANNONCE