Den tidligere Tobakken-leder Jan Mols har tidligere overvejet at rejse et erstatningskrav mod den gamle bestyrelse. Nu får piben en anden lyd efter notatlækage
Den tidligere spillestedsleder skrev den 5. november på sin Facebookprofil, at Syd- og Sønderjyllands Politi havde besluttet, at sigtelsen mod ham frafaldes. Jan Mols var blevet politianmeldt af spillestedets daværende bestyrelse for mandatsvig med uberettiget berigelse af Tobakkens midler. Tidligere - i slutningen af 2022 - blev han bortvist fra spillestedet efter undersøgelser fremviste opsigtsvækkende forhold om Tobakkens drift og særligt den økonomiske håndtering, og Jan Mols blev derefter politianmeldt.
Efter Facebookopslaget blev udgivet, udtalte han til forskellige medier, at han ikke kunne afvise at rejse et erstatningskrav mod den gamle bestyrelse, som bortviste og politianmeldte ham efter 21 år som leder for Tobakken.
"Jeg har lidt under det her i et år nu, og det har været hårdt. Så vi vil overveje et erstatningskrav. Det er klart," sagde han til Jydske Vestkysten Esbjerg.
GAFFA kunne i sidste uge som det første medie afsløre, at der blev udarbejdet et notat til den nye bestyrelse kort før Tobakkens konkurs i marts, som skulle kaste lys over den tidligere bestyrelses beslutning om bortvisningen og den efterfølgende politianmeldelse af Jan Mols. I notatet blev det beskrevet, at der er "dokumenteret 72 forhold, der selvstændigt eller samlet vil kunne understøtte en ansættelsesretlig bortvisningssag.".
Nu får Jan Mols pibe dog en anden lyd. Kun få dage efter notatafsløringen meddeler den tidligere spillestedsleder nemlig, at han alligevel ikke vil rejse et erstatningskrav mod Tobakkens tidligere bestyrelse, med mindre "der dukker nye ting op" . Det fortæller han til Jydske Vestkysten Esbjerg:
"Jeg har ingen interesse at gå efter nogle folk, som jeg i bund og grund godt kan lide som mennesker. Og i øvrigt eksisterer Tobakken jo ikke som institution mere. Så det har jeg droppet, som situationen er nu," siger Jan Mols til avisen.
I det lækkede notat - som blev flankeret af mailkorrespondenser og kvitteringer - blev det fremlagt, at Jan Mols havde afholdt store udgifter til blandt andet koncertbilletter, udlandsrejser samt andre private fornøjelser på Tobakkens regning. Konklusionen lød, at "fyringen og bortvisningen af Jan Mols er således helt uafhængig af politisagen og vurderes til fulde at kunne opretholdes også uden en eventuel anklagerejsning for kriminelle forhold". Der var blandt andet indkøbt 20 billetter til en Bruce Springsteen-koncert og rejser til både USA og Bruxelles, hvor pengene var trukket fra en konto med titlen "Tobakken drift".
Tobakken endte med at gå konkurs i marts dette år. Esbjerg Kommune har dog indledt forhandlinger om et muligt nyt spillested i de gamle Tobakken-lokaler. Spillestedets arbejdstitel er Fabrikken, og forventedes at kunne slå dørene op for koncertoplevelser i 2024, hvis forhandlingerne med kommunen fortsætter.
LÆS OGSÅ: Lækkede dokumenter afslører opsigtsvækkende forhold om tidligere Tobakken-leder