Nyhed

ALTID PÅ FLUGT: Kajsa Vala deler akustisk live-stemning med ny musikvideo – se den her

I sidste måned udkom Valas nyeste single. Nu kan nummeret også opleves i en live-session-musikvideo

I september udgav den danske americana-sanger og guitarist Kajsa Vala singlen ”Always on the Run,” der både omfavnede uafhængighed og de forbindelser, der former os.

”Det er et forsøg på at fange samspillet mellem en fri ånds rejse og samtidig tillokkelsen af meningsfulde bånd. Som udpræget introvert skytte har jeg altid set mig selv som den her ’ensomme ulv’, men det ændrer sig jo, når man bliver ældre og stifter familie,” lød det dengang fra Vala i en pressemeddelelse.

I dag udgiver Vala så en musikvideo til ”Always on the Run”, som samtidig giver en smagsprøve på hendes kommende koncert på Hotel Cecil den 26. november. Beskrivelsen af musikvideoen lyder på ”en akustisk kvartetopsætning, der skaber intime rammer med fokus på vokalharmonier og gode fortællinger.”


Vala har for nyligt vundet prisen som ”årets sangskriver” ved Nashville Nights i Odense, hvor hun også havde æren af at åbne den internationale sangskriverfestival. Åbningskoncerten blev anmeldt af GAFFAs Adam Bouttai, som kvitterede med fire stjerner:

”Valas netop udgivne “Always on the Run” varmer rockbulen op med stortromme-punch fra Anders Thorborg. “Northern Star” er en sang om at søge i blinde. Tracket leveres med Vala flankeret af guitarist Nis Hybel og Astrid Steen Noringriis samlet om én mikrofon. Tracket trækker store veksler på ørenes følsomhed og kommer fremragende i mål. Al sniksnak er forstummet med denne nervefyldte præstation, hvor less is more. En af sættets smukkeste præstationer,” hed det blandt andet i anmeldelsen. 

Kajsa Vala var senest albumaktuel sidste år, da hun udgav When Are We Out of the Woods? Også her kvitterede GAFFA med fire stjerner til albummet, der særligt blev fremhævet for at  "få en live-kvalitet ned i albummets skæringer, en stoflighed og sanselighed.”


Se den nye musikvideo til ”Always on the Run”

KAJSA VALA-INTERVIEW: Nordmelankolsk americana


ANNONCE