Nyhed

DISKO I KBH: Blæst savner boogielisten på ny 70’er-inspireret single – hør den her

Med den nye single drømmer Blæst sig tilbage til en tid, hvor klub-musikken var noget andet end den er i dag

Efter en sommer fyldt med festivalkoncerter annoncerede Blæst, at de til januar rykker ind i mere intime rammer med en turné på i alt syv udvalgte spillesteder i hovedstadsområdet:

”Vi er virkelig glade for klubstemning her i bandet, og det ligger meget i vores DNA at spille koncerter på mindre spillesteder. Det var sådan, vi blev et rigtigt band dengang, ved at køre rundt i tourbussen fra sted til sted, aften efter aften, og lave en fest alle stederne,” udtalte bandet i en pressemeddelelse tilbage i august måned.

Nu skruer Blæst endnu mere op for klubstemningen ved at udgive deres spritnye single ”Disko i KBH”.


Om nummeret lyder det, at det udspringer af de fire bandmedlemmers idé om, at der før i tiden var et bedre marked for den musik, de selv godt kan lide at danse til – til fester. Som forsanger Fernanda Rosa synger i omkvædet:” Der er ingen gode steder at danse disko i Kbh”.

På ”Disko i Kbh” udtrykker Blæst et savn til boogielisten og kommer derudover med flere shoutouts til nogle af landets andre feststeder: Boogies i Odense, HeadQuarters i Aarhus samt Gaden i Aalborg, fordi ”Der kan man sgu finde noget, vi vil danse til,” fortæller Blæst videre i pressemeddelelsen.

Med den nye single har bandet lagt sig op ad 70’er æstetikken med en støvet lyd, som også kendetegner musikken, der udkom på den tid. Men bandet trækker også nogle moderne referencer ind over, så nummeret fortsat passer ind i deres karakteristiske lydunivers.


”Vi håber egentlig bare, at vores lyttere synes, den er grineren, og at de vil sætte den på, så der kan blive danset lidt mere til disko. Drømmescenariet er, at der er nogen der åbner en diskoklub i Kbh, selvfølgelig,” fortæller bandet afsluttende.

I juni nåede Blæst nye højder, da de fik æren af at åbne Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene. GAFFAs Regitze Skipper Bundgaard var til stede blandt publikum og kvitterede med fire stjerner til en optræden, der endte i ekstase:

”Blæst understregede, hvorfor Orange Scene netop ikke er for stor for kvartetten. Under kæmpehittet ”Juice” formåede de at få hele publikumssværmen ned i hug for til sidst at ende i lalleglad ekstase. Blæst demonstrerede selvsikkert, hvordan den fælles solbeskinnede eufori både kan flyve til nye højder og samtidig være lige her og nu,” lød konklusionen i anmeldelsen.


Lyt til ”Disko i Kbh” nedenfor

GÅR JEG GLIP AF ALLE DE GODE TIDER? Åbenhjertige Blæst fortæller om at trække stikket på ny single


ANNONCE