Nyhed

I sommer var de hovednavn på O Days Festival i København. Nu vender den elektroniske duo tilbage

I sommer var de hovednavn på O Days Festival i København. Nu vender den elektroniske duo tilbage

Vi skal ikke skrue tiden længere tilbage end august, siden techno-pionererne Underworld sidst spillede en dansk koncert. Det skete på Refshaleøen i København til den nye festival O Days, hvor Karl Hyde og Rick Smith spillede en, ifølge GAFFAs anmelder Simon Heggum, firestjernet, 100 procent destilleret Underworld-techokoncert.

Nu annoncerer Hyde og Smith, at de vender retur til Danmark den 23. marts 2024, når de indtager Forum Black Box i København.

Underworld blev for alvor kendte, da de leverede tracket ”Born Slippy (Nuxx)” til den populære kultfilm Trainspotting fra 1996. De har siden deres debut i 1988 udgivet 10 album, hvoraf det seneste, Drift Series 1, udkom i 2019.


For nyligt udgav Underworld også en helt ny single med nummeret ”denver luna”, som udkom i to versioner; først en intim a cappella-udgave efterfulgt af et otte minutter langt track. Det nye nummer blev blandt andet luftet til den nylige sommerkoncert på Refshaleøen. 

Også i 2019 lagde Underworld vejen forbi det danske festivalland – her med en koncert på Roskilde Festivals Arenascene. Koncerten modtog ikke mindre end seks stjerner fra GAFFAs anmelder Ulrich Lauridsen, som udnævnte Hyde og Smith som Kongerne af techno.

”Et sæt, der fra start til slut bevægede sig på et energiniveau, der kun kan karakteriseres som sjette gear eller det røde felt. Ikke et sekund stod koncerten i stampe og med pumpende bas, tungt trommespor, 90’er-tro laser- og lysshow garneret med de karakteristiske synth-hooks- og vokalstumper fra den evigt-energiske Karl Hyde som festens indpisker fik et kæmpestort og måske lidt overraskende ret aldersspredt publikum den største fest, som Roskilde Festival 2019 kommer til at levere,” hed vurderingen blandt andet.


Det officielle billetsalg til Underworlds koncert 2024 starter den 27. oktober klokken 10 via Livenation og Ticketmaster.

Hør også den seneste single fra Underworld


Forfatteren bag "Trainspotting" interviewer Iggy Pop og Underworld om ny fælles ep

ANNONCE