Nyhed

AI-ekspert: ”Det sætter nogle fundamentale rettigheder under pres”

Er kunstig intelligens en dødsdom over virket som producer og musiker af kød og blod? Eller er det vor levetids vigtigste hjælpemiddel i musikbranchen?

Man skal have boet under en sten, hvis ikke man er stødt på debatter og bekymringer om den kunstige intelligens' udvikling inden for de sidste måneder. Adskillige brancher følger udviklingen tæt, og politikerne forsøger at lovgive på området undervejs.

GAFFA skrev for nyligt om en U-vending i det britiske parlament, hvor de britiske politikere måtte trække et lovforslag tilbage efter en række protester fra den kreative branche. I sidste uge mødtes den skandinaviske musikindustri til branchefestivalen by:Larm i Oslo, hvor AI også var på skemaet over festivalens konferenceoplæg. Musikbranchen holder altså nøje øje med den nye teknologi.

Men hvad stiller man op, når teknologien både er vores ven og fjende, og kan man overhovedet tøjle AI-værktøjerne uden at bremse den teknologiske udvikling?


GAFFA har talt med AI-ekspert og musiker Anders Øland, som vil gøre os klogere på udfordringerne inden for kunstig intelligens i den kreative branche, men også dets mange muligheder.  Anders Øland står blandt andet noteret som sangskriver for Aqua og som den ene halvdel af Barcode Brothers. Derudover er han i færd med at færdiggøre sin ph.d.-afhandling om kunstig intelligens fra Carnegie Mellon University.

Et af de største emner og bekymringer i musikbranchen lige nu er kunstnernes ophavsrettigheder. For hvordan beskytter man sine egne produktioner, når de risikerer at blive brugt til at træne AI-modeller? Ifølge AI-ekspert og musiker Anders Øland er problematikken langt mere fundamental end som så: 

- Der er ikke nogen tvivl om, at det (generativ AI, red.) sætter nogle af de fundamentale rettigheder under pres. Ophavsret er faktisk en menneskeret. Det står i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder artikel 27 – det er jo virkelig fundamentalt,” fortæller Anders Øland til GAFFA.


Inspirationskilder findes alle vegne

Mange diskussioner om den nye teknologi i musikbranchen handler om, hvorvidt AI-udviklere må bruge allerede eksisterende data fra den kreative branche til træning af deres modeller. Denne data kan her udgøre copyrightbeskyttede sange og andet udgivet materiale, men ifølge AI-ekspert og musiker Anders Øland skal man tænke anderledes på AI, da kunstnere i forvejen bevidst eller ubevidst lader sig inspirere af andre musikeres materiale. 

- Som menneskelig kunstner er alt, hvad man producerer derivativt. Jeg lærer at skrive sange ved at lytte til alle mulige andres sange. Hvis man indførte et universelt politi, som kan forhindre AI-modeller i at træne på data, så ville man jo bremse en vigtig udvikling, fortæller Anders Øland til GAFFA.


AI-udviklingen har altså ikke alene negative og truende konsekvenser for musikbranchen, og hvis man kigger mod andre brancher og sektorer, har AI vist sig at være et vigtigt og brugbart værktøj. Anders Øland understreger, at AI også kan bidrage til at styrke den kreative proces og være et nyttigt hjælpemiddel for mennesker, som ellers ikke ville have samme mulighed for at udtrykke sig kreativt: 

- AI kan jo producere nogle værktøjer, som gør livet lettere for alle mulige, der gerne vil udtrykke sig som musiker eller kunstner. Det ser man bl.a. allerede med talegenkendelse, som kan hjælpe personer med ordblindhed til at skrive. Så kan vedkommende måske blive forfatter – det synes jeg er fantastisk. For hvad nu, hvis musikkens nye Stephen Hawking sidder fastlåst i en kørestol? Så kan vedkommende måske kommunikere og producere gennem AI. Det er sådan noget, jeg håber, at AI kan være med til at skabe, uddyber Anders Øland. 

Ifølge Anders Øland kan AI altså også være med til at sikre ytringsfriheden og de føromtalte menneskerettigheder for netop mennesker, som ellers ikke har lige adgang til at kunne udtrykke sig kreativt.  Det kræver dog, at udviklere får lov til at bruge allerede eksisterende data, så teknologien kan udvikles.


Et juridisk slagsmål
Politikerne kæmper lige nu med lovgivningen, som skal sikre, at både AI-udviklere har mulighed for at træne deres AI-modeller samtidig med, at ophavsrettighederne bliver respekteret. Ifølge Anders Øland ligner landskabet indenfor AI-lovgivning lige nu nærmere det vilde vesten, og politikerne skal være varsomme med, at lovgivningen ikke ender med både at skade kunstnere og spænde ben for AI-udviklere: 

- Jeg er overbevist om, at det vil være en stor fejl at lægge for mange begrænsninger på hvordan, og på hvilke data, vi træner AI-modeller. Vi risikerer at miste markant indflydelse på udviklingen. Virksomheder fra lande, hvor man ikke respekterer ophavsret og andre menneskerettigheder, på samme måde som vi gør i Vesten, vil kunne udkonkurrere vestlige virksomheder på både pris og kvalitet. Derfor bør vi i stedet omfavne teknologien, samtidig med at vi udvikler løsninger på de udfordringer, som den fører med sig, siger Anders Øland. 

I stedet for at regulere for brugen af data, når AI-modeller skal trænes, bør man i stedet kigge på de sange, der ender med at blive udgivet. Ifølge Anders Øland bliver dette dog en opgave, som er så stor og omkostningsfuld, at den bliver nødt til at blive automatiseret: 


- Man skal betragte situationen fra den anden side. Hvad er det for noget musik, der bliver udvidet, og som der bliver tjent penge på? Krænker det nogens ophavsret? Her bliver man dog nødt til at bygge noget teknologi, der kan automatisere den proces. Der findes allerede lignede værktøjer på eks. YouTube, hvor videoen hurtigt bliver taget ned, hvis den krænker ophavsretten. Det kaldes for audio fingerprinting og findes også i musikgenkendelses-appen Shazam. Men i forhold til brugen af data til træning af AI-modeller, bliver man nødt til at udvikle en anden teknologi, som også kan analysere musikken, afslutter Anders Øland, som selv arbejder på at udvikle en teknologisk og automatiseret løsning, som netop kan afhjælpe dette problem.

GAFFA følger nøje AI-udviklingens indflydelse på musikbranchen. Hold øje med hjemmesiden for flere historier om fremtidens teknologi. 

LÆS OGSÅ: YouTube klar med regler for AI-genereret musik


ANNONCE