Ansøgningsportalen til landets største showcasefestival er nu åben for spirende bands og solister
Det er ikke mange uger siden, at GAFFA dækkede den norske showcasefestival by:Larm i Oslo, hvor en lang række nye internationale artister havde mulighed for at spille for skandinaviske musikbranchepersonligheder.
GAFFA kunne i år rapportere, at det nordiske vækstlag havde stort internationalt potentiale, og de årlige europæiske branchefestivaler afføder da også hvert år artister, som ender med at udfylde nogle af de største internationale scener.
Nu er der igen mulighed for at spille sin musik overfor vigtige branchepersonligheder. Den danske showcasefestival SPOT Festival har netop åbnet for ansøgninger til næste års festival, hvor fremtidens musikstjerner skal spille på større og mindre scener i Aarhus. Festivalen løber af stablen d. 3 og 4. maj 2024, og samler spirende artister fra hele Norden.
Der er rift om pladserne på programmet, og sidste år modtog SPOT Festival mere end 1100 ansøgninger fra bands og solister. Ifølge festivalens leder, Gunnar Madsen, vidner det om et bredt vækstlag på den danske musikscene:
- Selvom det ikke i sig selv handler om, hvor mange, der søger om at præsentere deres arbejde på SPOT, så vidner det stigende antal ansøgere om, at dansk musikliv råder over en enorm talentmasse af kunstnerisk diversitet indenfor et meget bredt spekter af genrer og stilarter. SPOT ser frem til endnu en gang at være med til at styrke synligheden af de danske og nordiske talenter og dygtige kunstnere, siger leder for SPOT Festival, Gunnar Madsen, i en pressemeddelelse.
Alle ansøgere vil blive vurdereret og udvalgt af en fagjury, og vinduet er åbent for ansøgninger frem til onsdag d. 1. november. Ansøg om at spille på næste års SPOT Festival her.
LÆS OGSÅ: BY:LARM-REPORTAGE: Nordens krystalkugle spår om et enormt internationalt potentiale