Nyhed

Alan Sparhawk konfronterer sorgen med et vemodigt gensyn i Vega

Alan Sparhawk tager sit soloprojekt med til Vega i en musikalsk ode til sorgen

Mimi Parker, Alan Sparhawks musik-og livspartner, samt trommeslager og den ene sanger i deres amerikanske indierockgruppe Low, døde i 2022 af kræft. Efter af bandets opløsning og sin kones død, vil Alan Sparhawk nu præsentere sit soloprojekt i et vemodigt gensyn med spillestedet Vega den 5. august 2025.

Læs også: SE: Robert Plant i gribende hyldest til den afdøde Low-sanger Mimi Parker

I år kunne Alan Sparhawk tage hul på sit soloprojekt med det sårbare album White Roses, My God, der med udgangspunkt i sorgen fra sin kones død, også bærer præg af en søgen efter musikalsk fornyelse og følelsesmæssig forløsning.


Mimi Parker og Alan Sparhawk mødtes allerede i folkeskoletiden i Duluth, Minnesota. I gymnasiet blev de kærester, og i 1993 dannede de gruppen Low med Parker på sang og trommer, Sparhawk på sang og guitar og John Nichols på bas. Året efter udgav de debutalbummet I Could Live in Hope (1994) med Parker og Sparhawks vokalharmonier som en central del af udtrykket.

Siden da har gruppen udgivet hele 19 af deres såkaldte "slowcore" album, det seneste Hey What fra 2021, der blev tildelt hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev:

"Lows mareridtsagtige støj lyder på Hey What som kirkesalmer kørt gennem en blender. Efter næsten tre årtier har bandet genopfundet sig selv, i en verden af kaos og mistillid, hvor deres dystopiske melankoli udfordrer lytteren til maksimum."


Læs også: Slowcore-duoens støj lyder som kirkesalmer kørt gennem en blender

Kort før Mimi Parkers død, gav Low koncert i Lille Vega i 2022. Nu vender Alan Sparhawk tilbage, denne gang alene, med White Roses, My God's dybfølte toner under armen, klar til at skabe et intimt rum, hvor sorg og musik kan forenes.

Billetsalget til koncerten den 5. august 2025 klokken 20.00 starter i dag og billetterne kan findes her.


Mona Moroni annoncerer ekstrakoncert i Vega

ANNONCE