Nyhed

Her er danskernes foretrukne svindelmetode, når der skal høres piratkopieret musik

Hvis man troede, at ulovlige kopieringer af musik hørte til 00'erne, så skal man tro om igen. Ny rapport viser danskernes foretrukne metode til at forbruge musik på ulovlig vis

En rapport fra maj 2024 viste, at hele 94 procent af danskere streamer musik, men kun lidt over halvdelen betaler for det. Man kan dog sagtens lytte til musik uden at skulle have penge op af lommen og uden at være på kant med loven. Det kan man blandt andet gøre ved nogle af de mange gratis brugeradgange til streamingtjenester som eksempelvis Spotify, hvor man til gengæld betaler til musikken ved at ens lytning bliver afbrudt af reklameblokke.  

Men hvis man levede i 00'erne, kan man måske huske de mere lyssky metoder, hvor man med få klik og begrænset tech-viden kunne downloade musik og brænde cd'er til hele familien uden at betale med hverken penge eller data. De mest populære sider som Napster og The Pirate Bay gjorde pludselig musikken gratis, og selvom piratkopieringer også dengang var ulovlige, så udviklede onlineteknologien sig i en sådan hast, at lovens lange kattearm havde svært ved at følge med piratmusen. Men tiden med piratkopieret musik er ikke slut endnu. Det viser en ny rapport, som er udgivet af EU.

Rapporten kortlægger ikke-lovlig forbrug af musik, film, tv med mere. Ifølge rapporten benyttede EU-borgere i gennemsnit piratkopieringer "ca. 10,2 adgange pr. internetbruger pr. måned" i 2023. Tendensen er steget en smule fra 2022 til 2023, men er overordnet set stabiliseret. Musikpirateri udgør dog i dag kun en fjerdel af niveauet fra 2017, som er det første år, rapporten inkluderer. Musikpirateri er samtidig den mindst populære gruppe af piratindhold, hvor tv er det mest populære medie med 5,1 adgange pr. internetbruger pr. måned, hvor kun 0,6 adgange pr. internetbruger opsøgte illegalt musik. 

Rapporten kortlægger også tendenser fra hvert enkelt EU-land, og der kan man se, at danskere foretrækker at forbruge piratmedier ved såkaldt stream-ripping, som er betegnelsen for, når brugeren downloader lyden fra eksempelvis en YouTube-video og konverterer det til en fil, som man kan gemme på sin enhed, eksempelvis wav eller mp3-formater. Stream-ripping er metoden bag 63 procent af danskernes piratforbrug, og metoden er desuden den mest populære svindelmetode på tværs af hele EU, da den udgør næsten halvdelen det illegale medieforbrug. Downloading er til gengæld den foretrukne svindelmetode i lande som Irland og Tyskland. Download adskiller sig fra stream-ripping ved at være en piratside, hvor burgeren kan downloade musikfilen direkte fra siden. Ved stream-ripping skal man bruge linket fra eksempelvis en YouTube-video, som man kopierer ind på en hjemmeside, som "ripper" videoens lyd og konverterer den til en offline-fil. 

Pirat-paradokset
Rapporten er udarbejdet af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), som administrerer EU's rettigheder for varemærker og designs. Undersøgelsen viser overraskende, at musikpirateriet vokser i takt med øgede indkomsterne, og her fremhæver rapporten særligt ungdomsarbejdsløshed.

Når arbejdsløsheden blandt unge er stor, falder musikpirateriet tilsyneladende. Det forklarer rapporten ved en hypotese om, at "arbejdsløse unge typisk bor hos deres forældre, som sandsynligvis betaler for deres abonnementer til musikplatforme". Derfor er der ikke samme behov for at benytte sig at pirateri. 

Kantar udgav tidligere i år en rapport, der kaster lys over den største bremseklods for musikstreaming-abonnementer: forbrugernes pengepung. Økonomiske hensyn er nemlig hovedårsagen til, at 42% af de adspurgte fravælger at betale et månedligt gebyr for musiktjenester. Rapporten, der inkluderer data fra USA, Storbritannien, Danmark og flere andre lande i perioden april til juni 2024, viser, at selvom kombinationen af musik, podcasts og lydbøger kan øge engagementet, forbliver den faste månedlige betaling en knast for mange forbrugere.

På trods af at Danmark var det Nordiske land med flest betalende abonnenterer dette stagneret og 60% af os foretrækker nu tjenesternes gratisversioner, ifølge Digital Music in the Nordics. Følg med i den seneste udvikling på streaming-området her. 

LÆS OGSÅ: YouSee og rettighedshavere indgår midlertidig aftale i kontroversiel sag

 


 

 

 


 

ANNONCE