Nyhed

Gogol Bordello kommer til Danmark

Det dynamiske liveband vender tilbage til landet til sommer

Det er efterhånden 25 år siden, Gogol Bordello - med dynamiske Eugene Hütz i front - blev dannet i New York City. Samme år udgav gruppen deres debutalbum, og i de følgende år opbyggede Gogol Bordello en loyal fanbase.

Også herhjemme, hvor rygtet om deres eksplosivt energiske livekoncerter spredte sig op gennem 00'erne, og bandet høstede fem- og seksstjernede anmeldelser for deres besøg på VoxHall i 2007 og Roskilde Festival og Vega i 2009.

De senere år har danske fans kunnet glæde sig over koncerter på Tinderbox i 2017 og '23 - og nu forlyder det så, at Gogol Bordello atter har fundet plads til Danmark på deres turnéplan. Denne gang bliver det Amager Bio, som danner ramme om løjerne, når bandet lægger vejen forbi den 10. juli. 


Billetsalget går i gang den 11. februar klokken 11.00 via spillestedets hjemmeside og Ticketmaster. Gogol Bordellos besøg på Tinderbox sidste sommer bød ifølge vores anmelder på visse udfordringer. Energien fejlede dog fortsat ingenting, selvom bandet altså kan fejre sølvbryllup i år:

"Der var en dedikeret håndfuld tæt på scenen, og de kunne helt naturligt ikke undgå at blive smittet af den ufattelige energi, det snart 25 år gamle New York-band lagde for dagen," noterede Jens Dræby og konkluderede:

"Skulle Gogol Bordello bedømmes udelukkende på deres livlige tilstedeværelse, var det en tydelig topkarakter. Dertil kunne sætlisten og lyden langt hen ad vejen dog være betydeligt bedre."


Nysgerrige Kaizers Orchestra-fans bør låne dem et øre

ANNONCE