Nyhed

Sangskriverkonkurrence: Skal du skrive soundtracket til Danmarks største idrætsfestival?

DGI og organisationen Efterskolerne er på jagt efter den næste Landsstævnesang. Udover en bred eksponering er der også en pengepræmie på højkant

Når 20.000 til 25.000 gymnaster sætter kursen mod Vejle i 2025 for at deltage i Danmarks største idrætsfestival, kan det være din sang, deltagerne synger med på. Landstævnet bliver arrangeret af idrætsorganisationen DGI, som sammen med organisationen Efterskolerne udskriver en sangskriverkonkurrence, hvor alle har mulighed for at indsende deres bud på en fællessang til Landsstævnet i 2025. Vindersangen bliver udvalgt af en jury bestående af komponister og repræsentanter fra de to organisationer. 

Vindersangen bliver lanceret i efteråret 2024 som optakt til Landstævnet, der afholdes i Vejle den 3. til 6. juli 2025. Sangen kommer til at være en del af åbningsceremonien, der bliver transmitteret på direkte tv, hvor alle deltagere synger med på årets udvalgte sang. Ifølge DGI er det derfor også vigtigt, at sangen rammer gymnaster i alle aldre. Komponist Rasmus Skov Borring vandt selv konkurrencen tilbage i 2009 og sidder i dag i juryen, hvor han skal være med til at udvælge den næste landsstævnesang:   

”Målet er at få en landsstævnesang med god energi, der rammer nerven af landsstævneånden, som handler om fællesskab, sammenhold, frihed, idræt, bevægelsesglæde og venskaber,” siger Rasmus Skov Borring på DGIs hjemmeside.


Udover eksponeringen medfølger også en pengepræmie på 25.000 kroner til forfatteren og 25.000 kroner til komponisten. Juryen skal senest have modtaget sangen den 5. april 2024. Læs mere om konkurrencen her.

LÆS OGSÅ: Aux Champs-Elysées, aux Champs-Elysées... Skal du spille til OL i Paris?

ANNONCE