Nyhed

ANMELDERNE ANBEFALER: Dem skal du se på Roskilde Festival

Danmarks største festival er skudt i gang. Vi hjælper dig med at finde vej gennem det lange musikprogram

Er du i vildrede over, hvordan i alverden dit musikprogram skal strikkes sammen, og kan du måske allerede mærke fomo'en komme snigende, når de andre i campen hellere vil høre det ukendte band, som spiller på en af de mindre scener, mens dit yndlingsband giver den gas på Orange? Frygt ikke! GAFFA er som altid med på pladsen, og vi har spurgt vores anmeldere om, hvilke kunstnere man bare ikke må gå glip af!

Keld Broksø
While She Sleeps, torsdag klokken 15.30, Eos:
"Det er er tonseheavy, metal hardcore, men med et melodisk, nutidigt twist over i glimtvis elektronica. Vi har at gøre med et relativt nyt band dannet i Sheffield i 2006 – og et band, som har en befriende, strittende langemand til den etablerede albumbranche idet de udgiver det hele selv. Fornuftige mænd med inspirationer lige fra Slipknot til Foo Fighters, seks albums bag sig og en energi ud over scenen, der er værd at tjekke ud".

Barselona, lørdag klokken 13.30, Arena:
"Barselona er en dansk popduo dannet i 2016 af Rud Aslak og Rasmus Theodor. Med tre album bag sig har de præsteret et sprødt bud på dansk, nutid pop, som ikke er danskpop, ikke letfordøjelige, ligegyldige P3-ørehængere, men numre, der rent faktisk udtrykker en feeling - og i en fin hybrid mellem det let melankolske, eftertænksomme og lettere lalleglade positive. de vil især passe fint, hvis nu solen skulle skinne over Roskilde og en kølig er indenfor rækkevidde".


Bixiga 70, lørdag klokken 15.30, Arena: 
"Hvordan skal man udtrykke det her? Måske et moderne Brasilien, der møder danske Pierre Dørges New Jungle Ochestra og Monty Python? Vi er ude i det eksperimenterende, men med et vanvittigt, humoristisk twist fra dette bigband på 10 fra São Paulo-kvarteret Bixiga. Bandet er en institution i progressiv, brasiliansk musik. Lytter man efter, så er der en smeltedigel at finde fra afro, samba og brasiliansk folkemusik kombineret med soundtracks, psykedeliske stemninger og ja, absolut dansebart, sjovt, skævt og især swingende improvisationer i en flot helhed. Kridt dine smattede dansesko!".

Elias Vagn Illeborg Kvist
Sza, lørdag klokken 23.00, Orange Scene:
"For mig er der ikke noget større højdepunkt i år. At det moderne amerikanske RnB-ikon endda optræder for første gang i Danmark overhovedet på årets festival, gør kun lejligheden mere unik. Her skal du holde om kæresten, eller give fuckfingeren til eksen. Alt er inden for skiven, når SZA smider sin sprøde vokal ud over Orange".

Jessie Ware, onsdag klokken 18.00, Arena:
"Jessie wares transformation har været ganske unik. Fra at starte sin karriere med den bløde pop er hun nu sprunget ud som all-out disco-mama. Hvilket faktisk er en tilbagevending til hendes musikalske vækkelse, før hun startede sin solokarriere. Der dømt full-circle danse-karneval på Arena".

Musa Keys, lørdag klokken 22.00, Apollo:
"Er du ikke til popballader på sidstedagen, så er der også en lille sensation som alternativ. Det sydafrikanske gcom/afrobeat-fænomen har etableret sig på meget kort tid som en bestandig del af den massive sydafrikanske musikbølge, som endelig når hen til vores breddegradder. Gør hofterne klar til den her koncert. Du får brug for dem!".


Marie Møller Foged
Ramón, søndag 22.15, Eos:
"Jeg vil virkelig anbefale norske Ramón. Han er en af de helt store navne i Norge lige nu, med sit iørefaldende elektroniske popunivers. Teksterne er relaterbare, og kommer fra et ærligt sted. Jeg glæder mig til at se ham performe, da han som den norske Troye Sivan, i bedste gay-stil tager dansere med på scenen, og byder op til den største aftenfest".

Aurora, fredag klokken 16.00, Orange Scene:
"Norske Aurora er den store grund til at jeg skulle på Roskilde i år. Hun er indbegrebet af nordisk pop. Med sange fulde af kor, våde synth, og en blanding af det helt fine og skrøbelige til det mere vilde og dyriske. Teksterne omhandler naturen, livet og en masse feminisme. Samtidig har hun en af de smukkeste stemmer, som jeg glæder mig helt utroligt meget til at få lov til at opleve.

Ella Augusta, mandag 20.45, Eos:
"Danske Ella Augusta, har på kort tid etableret sig på den danske scene. Hun blev annonceret til Roskilde på en uges tid siden og med flere sange på rotation, optrædener med Benjamin Hav og koncerter rundt i landet, passer denne annoncering perfekt ind i hendes hurtigt voksende rejse. Jeg var heldig at opleve hende på Spot Festival, hvor hun, i tæt samarbejde med guitarist og producer Emil Falk, blæste mig bagover, med sin fantastisk nærværende stemme og groovy og funky versioner af sangene, så vi kunne danse og læne os tilbage i musikken".

Hansen
Heilung, natten mellem onsdag og torsdag klokken 00.15, Arena:
"Live er der ikke meget der slår oplevelsen af en Heilung koncert. Et shamanistisk vikinge-ritual, med hypnotechno, krigere, sansebombardement og en ud-af-kroppen-oplevelse, der er som skabt til Arena klokken midnat. Smid alle forbehold og giv dig hen til noget helt ekstraordinært nærvær".


Kim Gordon, fredag klokken 17.15, Avalon:
"Sexet vokal, sej bass, vilde distortede hiphop-produktioner og en baggrund i et af verdens mest cool rockbands, Sonic Youth. Af alle de ting man kunne have valgt at gøre som 70-årig eks-rockmusiker, er det svært at komme op med et sejere karriere-move, end at udgive lofi-bedroom soundcloudet hiphopalbum".

Overmono, natten mellem lørdag og søndag klokken 02.00, Apollo:
"Roskilde handler også om at slippe alt, og give sig hen til momentet og festen. Den kommer Overmono med! Rave, breakbeat og hele den festkultur som kun briter kan levere helhjertet og uden ironi eller bro-kultur.

Charlie XCX, fredag klokken 21.00, Arena:
"Som joker er jeg nødt til at føje mig til det kor, som jeg forventer nævner Charli XCX. En helt utrolig aktuel booking på afbud. Hun har udgivet det pop-album som de andre kommer til at sammenligne sig selv med de næste par år, og har sendt hyperpop helt ud i mainstreamen".

Simon Yüksel Nielsen
Better Lovers, onsdag klokken 17.30, Gaia:
"Det var en lille behagelig overraskelse, jeg stødte på i årets program, da jeg så, hvem der stod bag bandnavnet, Better Lovers. Better Lovers tæller medlemmer fra Every Time I Die og ikke mindst Greg Puciato fra The Dillinger Escape Plan, og ligesom man kunne håbe på, samles det bedste fra begge bands i Better Lovers og skaber en flænsende kombination af progressiv hardcore. Som altid er Roskilde Festival i førerposition, når det kommer til fremtiden for den tunge musik, og i år synes festivalen næsten at have overgået sig selv".

Heilung, natten mellem onsdag og torsdag klokken 00.15, Arena:
"Jeg har længe kendt til Heilung, men har stadig til gode at opleve dem live. Det skal ske i år, hvor de er blevet tildelt Arena lige omkring midnat og forventes at omdanne teltscenen til et hedensk ritual. Heilung har base i Danmark og tæller medlemmer fra både Danmark, Norge og Tyskland, og hører utvivlsomt til noget af det mest interessante på den internationale tunge scene. De har netop optrådt på Glastonbury, og de gik vist ikke helt roligt for sig".


Gel, torsdag klokken 18.30, Gloria:
"Følger du med i, hvad der sker på hardcore-scenen, er du sikkert allerede faldet over Gel. Lige nu hører hardcore-bandet fra New Jersey til blandt de mest hypede bands på den tunge scene, og det er intet mindre end en genistreg af Roskilde Festival at booke dem netop nu. Roskilde Festival har det med at booke mange bands lige inden de breaker, og Gel er pragteksemplaret på et hardcore-band, der kommer til at tage verden med storm. Mit helt store højdepunkt på årets festival".

Foo Fighters, fredag klokken 21.00, Orange Scene:
"Det er umuligt at komme uden om Foo Fighters i årets program, for findes der et mere livsbekræftende band end dem? Da Taylor Hawkins på tragisk vis døde tilbage i 2022, var enden for Foo Fighters at fornemme, men hvilken bedre måde at fejre livet og et udødeligt kunstnerisk udtryk på end at fortsætte. Det er heller ingen hemmelighed, at Dave Grohl har holdt af Roskilde Festival, siden han for første gang optrådte på festivalen med Nirvana i 1992, og har du oplevet bandet før, ved du, at det er umuligt ikke at hoppe med på deres utallige bangers. Fredag aften på Orange bliver en rockkoncert helt i Roskildes ånd".

Jane’s Addiction, lørdag 22.15, Arena:
"Ifølge internettet har Jane’s Addiction aldrig spillet i Danmark før. Jeg har svært ved at tro det, men det forklarer formentlig mine efterhånden livslange ønske om at se dem på Roskilde Festival. I år får jeg mit ønske opfyldt når pionererne for lyden, der endte med at definerer 90’erne, indtager Arena med den karismatiske Perry Farrell i front".


Regitze Skipper Bundgaard
Kara Jackson, torsdag klokken 14.00, Gaia:
"Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Kara Jackson, da hun fortryllede en fuld kirke under den norske showcasefestival by:Larm i Oslo sidste år. Med en overlegen coolness og stemmebånd smurt i smør er det umuligt ikke at falde en smule i staver, når hun leger dukkefører med sit publikum. Hvis du er til amerikansk singer-songwriter ala Tracy Chapman tilsat et pift af humor, er Kara Jackson en kunstner, man bare ikke må misse!". 

Dina Ögon, lørdag klokken 15.30, Eos:
"Nogle gange kan man undre sig over programplanlægningen, når man sammenligner musikken med det tidspunkt, de er programsat til at spille. I dette tilfælde har vi dog at gøre med et match made in heaven. De fleste kan nok ikke se sig fri fra en altoverskyggende træthed om lørdagen, og her er Dina Ögon et perfekt afbræk med deres nordiske solskinsstråler af toner, der emmer af kolde drinks, kram og vaske ægte livsnyderi. Hvis benene har brug for en pause, er min store anbefaling derfor, at man slår sig ned ved Eos, og nyder de svenske melodier under eftermiddagssolen (forhåbentlig!)".

Charli XCX / Foo Fighters, fredag klokken 21.00, Arena og Orange Scene:
"Man kan ikke undgå at blive ramt af det klassiske first world problem, hvor to af ens favoritter spiller på samme tidspunkt på hver deres scene. Hvis man har musikalsk identitetskrise som jeg, er clashet mellem Charli XCX og Foo Fighters en vaskeægte katastrofe. De alternative løsningsmuligheder er mange. Man kan vælge at slå plat eller krone eller se en halv koncert af hver. Min strategi er at se hele Charli XCX-koncerten, og derefter spurte mod Orange Scene, hvor David Grohl og co. forhåbentlig spiller en noget længere koncert end deres engelske kollega". 

Følg med på gaffa.dk, hvor vi under hele festivalen anmelder et hav af koncerter.


LÆS OGSÅ: Roskilde Festival og Aurora donerer 500.000 kr. til Sex & Samfund

 

ANNONCE