Nyhed

Slørede Linier: "Vi er nok ret mange i 20'erne, der har det på samme måde"

Anmelderroste Slørede Linier udgiver i dag sit andet album. Vi har taget en snak med manden bag om de svære 20'ere

Soloprojektet Slørede Linier udgiver i dag sit andet album Hele Verden, Altid, som handler om den underlige overgangsperiode i 20'erne, hvor voksenlivet buldrer afsted, og man godt kan føle, at toget kører forbi, mens man selv stadig står på perronen. 

- Man har en masse forestillinger om, hvordan det kommer til at være, når man bliver voksen. Jeg er selv 27 år gammel, og det er gået op for mig, at 20'erne også rummer en stor frygt for fremtiden. Man har virkelig travlt med at skulle udrette alle mulige ting, hvilket bare gør det virkelig svært bare at slappe af og være til stede, siger Asbjørn Rud Mathorne, som er mennesket bag Slørede Linier, i et interview til GAFFA. 

Slørede Linier udgav debutalbummet Fugletræk i 2020, som GAFFA anmeldte til fem ud af seks stjerner med ordene:


"Fugletræk er et virkelig stærkt debutalbum. Et virkelig stærkt album. Vokalen er uperfekt, skrøbelig og til tider decideret grim, men kun når den fortæller de mest smertefulde historier. Det er ønsket om at komme sig over sin tvivl og kaste længslen over bord og erkende, at det er en grundpræmis, præcis som fuglene altid længes væk mod trækket".

Albummet Hele Verden, Altid indeholder 11 numre, som kredser sig om de unge voksenår, hvor det kan føles som om, vennerne enten får børn og køber hus eller går i byen hver weekend. 

- Sangene handler om, at selvom man kan blive ramt af følelser som ensomhed og isolation, når man ser toget køre videre, uden man selv er med, så er der stadig gode ting, man kan holde fast i. Det er måske i virkeligheden ikke så skide fedt at være ude og realisere sig selv hele tiden, fortæller Asbjørn Rud Mathorne, som flyttede fra København til Aarhus for t0 år siden for at gå på Det Jyske Musikkonservatoriums sangskriverlinje.


Asbjørn Rud Mathorne fortæller, at hans tidligere udgivelsers sangtekster har været mere konkrete og bogstavelige. Denne gang har han dog taget en anden retning, så flere kan relatere til albummets budskaber.

- Jeg har forsøgt at gøre plads til lytteren. Så selvom sangene ærligt beretter om egne oplevelser med at være utilstrækkelig, så er der plads til, at du kan binde dine egne billeder og oplevelser op på dem og føle dig spejlet. At vise at det er okay at være lidt kikset og have det svært i sociale sammenhænge. Jeg håber, sangene kan være en åbner til, at man tør tale mere om det med hinanden. For vi er nok ret mange i 20'erne, der har det på samme måde.

Hør selv albummet Hele Verden, Altid nedenfor. 


LÆS OGSÅ: Slørede Linier-anmeldelse: Fugletræk

ANNONCE