Nyhed

Han døde af leversvigt for elleve år siden. Nu hyldes han af Keith Richards, Rufus Wainwright og andre kolleger

Du kan høre Stones-guitaristens bidrag til ny hyldestplade til Lou Reed lige her

I oktober '23 var det nøjagtig ti år siden, vi mistede den amerikanske rocklegende Lou Reed. Heldigvis har vi fået flere spændende, posthume udgivelser siden da - fra en stor boksudgave af 1989-albummet New York over et par album med tidlige demoer til en flot bog om Reeds mangeårige engagement i tai chi.

Nu er der så mere godt nyt til fans af den afdøde legende. Den 20. april - på Record Store Day 2024 - udgiver Light in the Attic Records nemlig hyldestpladen The Power Of The Heart: A Tribute To Lou Reed, hvor notabiliteter som Keith Richards, Lucinda Williams, Mary Gauthier og Rufus Wainwright fortolker den afdøde sangskrivers materiale.

Du kan høre den 80-årige Keith Richards fortolkning af Reeds "I'm Waiting for the Man" under artiklen. Hyldestalbummet bliver den anden Reed-relaterede udgivelse fra Light in the Attic i år. I januar stod selskabet - sammen med Reeds enke Laurie Anderson - bag en vinyl-genudgivelse af Reeds instrumentalalbum Hudson River Wind Meditations fra 2007 - de facto Reeds sidste album i eget navn. 


Hans allersidste albumudspil blev Lulu fra 2011, indspillet og udgivet sammen med Metallica. I kølvandet på albummet tog Reed på en allersidste turné, som også bragte ham forbi Falconer Salen i juni 2012. Mellem Hudson River Wind Meditations og Lulu udgav Reed desuden albummet The Creation of the Universe med Lou Reed's Metal Machine Trio. 

BAKSPEJLET: Da aarhusiansk Lou Reed-koncert endte i optøjer


ANNONCE