Nyhed

Nyt mentorprogram skal få flere kvinder med minoritetsbaggrund ind i kulturbranchen

"Det handler ikke kun om køn, men også om baggrund og etnicitet"

Foreningen The Soulfuls blev grundlagt i 2018 og arbejder til daglig for at skabe lige vilkår og muligheder for alle slags kvinder i kulturbranchen. Nu igangsætter foreningen et tre-årigt mentorforløb Dreamers and Doers, som skal være med til at skabe mere diversitet i branchen. 

Mentorforløbet skal være til gavn for både erhvervslivet og unge kvinder med minoritetsbaggrund, og grundlægger samt CEO i The Soulfuls, Aram Ostadian-Binai, håber, at det Dreamers and Doers kan være med til at rykke ved nogle strukturer i kulturbranchen. 

"Vi skal ændre måden, vi opfatter kvalifikationer på. Måden vi ser på hinanden. Alt for mange diskrimineres, bevidst og ubevidst, og det er ikke bare et problem for den enkelte kvinde, men også et paradoks i forhold til den mangel på arbejdskraft, som store dele af erhvervs-Danmark står over for, siger Aram Ostadian-Binai i en pressemeddelelse.

Ifølge Aram Ostadian-Binai risikerer man at gå glip af talentfulde kræfter, hvis ikke der er fokus på inklusionen. Hun ser det samtidig som en gevinst for erhvervslivet, hvis arbejdspladsen bliver mere mangfoldig. Her håber hun og resten af organisationen, at Dreamers and Doers kan være med til at inspirere og åbne døre, som ellers havde været lukkede.


"Det kræver, at der arbejdes meget mere med inklusion, og at vi gør det på en ny måde, og det er netop det, The Soulfuls’ program tilbyder. Dette initiativ skal ses som en mulighed for erhvervslivet til at forstå nye potentielle markedssegmenter, kunder og mest af alt talent. Det handler ikke kun om køn, men også om baggrund og etnicitet. Arbejdsgiverne skal forstå kvinder og deres perspektiver, så unge trives, og på den måde får den kreative branche og kulturlivet glæde af alt det, de kan”, siger grundlægger CEO i The Soulfuls Aram Ostadian-Binai.

"Jeg havde brug for guidance"
En af dem, som tidligere har deltaget i et lignende mentorforløb hos The Soulfuls, er artisten Anaïs, der flyttede fra Odense til København, og derfor manglede et netværk og rådgivning til, hvordan man starter en karriere som musiker.

- Jeg blev matchet med Tia Korpe i 2021, som er dj og stifter af Future Female Sounds, og derfor har været i branchen i flere år. Så det var rart for mig at kunne sparre med hende. Jeg følte, at jeg havde brug for guidance. Jeg havde allerede været i dialog med forskellige labels og sub-labels. Men der var ikke rigtig nogle, som jeg matchede med, fortæller Anaïs, og tilføjer, at mentorforløbet var med til at give hende et netværk, som hun stadig bruger i dag:


- Jeg var også meget ny i musikbranchen, og jeg følte ikke rigtigt, at jeg kom nogle veje. Så jeg havde brug for, at der var nogle som kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at blive en musiker. Hvordan man skal strukturere sin hverdag... Derfor tilmeldte jeg mig mentorforløbet, hvor jeg blev matchet med Tia Korpe, og det har været så givende - både at få en mentor men også at møde andre i netværket, som var på samme niveau som mig. Jeg har stadig kontakt til mange af de piger i dag, siger Anaïs til GAFFA.

En rapport fra 2023, som blev udgivet af  Institut for Menneskerettigheder, viste, at "omkring hver anden (48 procent) af dem, der har sendt en ansøgning, angiver, at de har oplevet at få afslag på grund af deres etniske baggrund". Det vil Dreamers and Doers altså lave om på, og projektet bliver støttet med 3,4 millioner kroner af Tuborgfondet. Undervejs i forløbet vil de tilmeldte få mulighed for at deltage i mentorsessions, workshops, events, networking med mere.

Organisationen The Soulfuls leder lige nu efter både mentorer og deltagere, som har lyst til at blive en del af Dreamers and Doers, og projektet bliver støttet af Tuborgfondet. Man skal tilmelde sig senest den 24. marts 2024. Læs mere på organisationens hjemmeside her.


LÆS OGSÅ: JOBNYT: Her er Kodas nye politiske direktør

ANNONCE