Svenske Henrik Lindstrand præsenterer sin nye ep, Last Child In The Woods, og drager på turné med ni danske koncerter til maj
Den svenske musiker og komponist Henrik Lindstrand har netop løftet sløret for sin kommende ep med titlen Last Child In The Woods, som udkommer den 8. november. Han vender desuden tilbage til de danske landeveje, når han i løbet af foråret turnerer Danmark rundt og spiller ni koncerter.
Henrik Lindstrand er måske bedst kendt på tangenterne i Kashmir, men har sideløbende haft en solokarriere som både komponist og pianist. Han har dertil skrevet musik til flere computerspil og scoremusik til en række film, herunder Anders Morgenthalers film Ekko (2007). Siden 2017 har han udgivet fire soloalbum, hvoraf hans seneste albumudgivelse Klangland (2023) modtog fem stjerner af GAFFA. I en pressemeddelelse fremgår det, at han foruden den annoncerede ep også planlægger at udsende sit femte soloalbum i løbet af 2025. I samme pressemeddelelse fortæller Lindstrand om sin seneste tid:
"Efter en intens periode i studiet, hvor jeg har arbejdet på ny musik, glæder jeg mig enormt til at komme ud og dele mine kompositioner med publikum igen," siger han og tilføjer:
"Med mig på scenen har jeg tre utroligt dygtige musikere, på træblæs, cello og trommer/elektronik, som virkelig kan bringe dybde og nuancer frem i musikken"
Sidst, GAFFA anmeldte svenskeren gæstede han den københavnske Brorsons Kirke, hvor han høstede fem stjerner og ordene:
"Balancen mellem de fem instrumenter – ja, mellem de to enheder: Lindstrand på den ene side og Halvcirkel på den anden – var eminent. Så eminent faktisk, at man let kunne få den tanke, at de burde indlede et samarbejde, der rakte ud over turnéen, som startede smukt i Brorsons Kirke."
Billetter til koncerterne er i salg og kan købes her.
Hør hans seneste single her:
LYT: Kashmirs Henrik Lindstrand udgiver magisk live-session med strygekvartet