Nyhed

Lily Allen tjener officielt mere på tæer end på toner

Indtægterne fra Lily Allens fod-profil har nu overhalet hendes Spotify-indtægter

Den britiske sanger Lily Allen har netop afsløret på mediet X, at hun tjener mere på at sælge billeder af sine fødder på mediet Onlyfans, end hun tjener på streams fra Spotify. 

Lily Allen oprettede blot, ifølge NME, sin Onlyfansprofil tilbage juli, men allerede nu er fortjenesten her større end på Spotify. På Onlyfans kan brugere abonnere på sangeren for omkring 8 pund, svarende til 71,5 kroner, og her se forskellige billeder af hendes fødder.

I et opslag på sin profil på X, giver Lily Allen et lille indblik i, hvilke billeder, der findes på profilen og sender dertil en reminder om, at tjekke profilen ud: "Har ikke postet noget i et stykke tid, men du kan stadig tjekke arkivet."


Til opslaget skriver en bruger: "Forestil dig at være en af de største popstjerner/musikere i Europa og så ende med at være reduceret til det her," hvortil Lily Allen svarer: "Forestil dig at være kunstner og have næsten 8 millioner månedlige lyttere på Spotify, men tjene flere penge på at have 1000 mennesker, der abonnerer på billeder af dine fødder. Don't hate the player, hate the game."


Det er dog ikke første gang, at Lily Allen møder modstand på baggrund af hendes nye erhverv. I sin podcast Miss Me? fortæller sangeren om nogle af de reaktioner, hun har mødt efter offentliggørelsen af hendes Onlyfans:


"Jeg har fået mange nedladende, virkelig forfærdelige beskeder i mine DMs (direkte beskeder). Jeg mener virkelig personlige og ondskabsfulde beskeder." fortæller hun og uddyber:

"Det virker for mig, som om det, jeg får ud af disse beskeder – hovedsageligt fra mænd – er, at kvinder kun burde sælge billeder af sig selv eller give adgang til deres krop, når det er absolut sidste udvej."

Ifølge en gennemsnitlig opgørelse fra Koda tjener en kunstner 9,8 kroner per 1000 afspilninger på Spotify. Spotify blev sidste år mødt af en del kritik, da platformen fra årsskiftet til 2024 indførte en nedre grænse på mindst 1.000 afspilninger årligt for at få del i den pulje af rettighedsvederlag, som Spotify deler ud mellem musikerne.


Det blev dog meldt ud i januar, at et flertal i EU-parlamentet har stemt for en lovgivningsændring, der skal sikre musikere ordentlig betaling på streamingtjenester. Der kan dog være lange udsigter til forandring, da resolutionen i princippet blot er en hensigtserklæring fra Parlamentet, der signalerer, at der er opmærksomhed på problemstillingen.

Et eventuelt næste skridt i processen vil være, hvis EU-Kommissionen tager sagen op og påbegynder udformningen af et egentlig direktiv for området. Dette kan dog tage flere år at få vedtaget og implementeret.

Musik på budget: Hvorfor vil vi ikke betale for den musik, vi lytter til?


ANNONCE