Fans har siden juli spekuleret på, om der var ny musik på vej fra det engelske band.
Tilbage i juli teasede Florence + The Machine, at de havde ny musik på vej, og i dag er det nye album Everybody Scream blevet bekræftet, skriver NME.
Læs også: Taylor Swifts gådefulde sangtitler topper søgelister
Albummet udkommer den 31. oktober, og bliver gruppens første fulde album siden Dance Fever fra 2022, som vores anmelder gav fire stjerner og kaldte ”et medrivende album”.
På den originale trackliste fremgår det, at Everybody Scream vil bestå af 12 numre. Dog udkommer albummet både på vinyl, CD og kassettebånd, hvor der ifølge NME vil være bonustracks og såkaldte ”chamber versions” af nogle af numrene.
Op til den officielle offentliggørelse af det kommende album, delte bandets forsanger Florence Welch adskillige hentydninger til, at musikken ville kredse om mørke og dystre temaer som heksekunst, uhyggelige folkefortællinger og magi – og derfor giver det særdeles god mening, at Everybody Scream udkommer på halloween den 31. oktober.