Nyhed

Skotsk indieband fejrer 30-års jubilæum med danske koncerter

Bandet, der sidst gæstede Danmark i 2024, vender tilbage med to unikke jubilæumskoncerter i København.

I marts 2026 vender det skotske indieband Belle and Sebastian tilbage til Danmark som led i en større jubilæumsturné. Bandet markerer 30-året for deres to første album, Tigermilk og If You're Feeling Sinister, med en række særlige koncerter, hvor begge værker fremføres i deres fulde længde. Det oplyser en pressemeddelelse. 

Læs også: Belle and Sebastian kommer med sol og opløftende sange

Den danske del af turnéen finder sted i Amager Bio den 14. og 15. marts 2026. Her vil gruppen fremføre ét album hver aften sammen med et udvalg af fanfavoritter. Den første aften er dedikeret til Tigermilk, mens If You're Feeling Sinister står i centrum på andendagen.


Belle and Sebastian debuterede i 1996 med Tigermilk, som blev mødt med ros fra blandt andre Pitchfork, og senere samme år udkom If You're Feeling Sinister. 

Siden debuten har bandet været produktive med blandt andet ti studiealbum, en ep-trilogi og et soundtrack til filmen Days of the Bagnold Summer (2019). Derudover udgav forsanger Stuart Murdoch en roman, og gruppens seneste album, Late Developers, kom i 2023.

Senest optrådte Belle and Sebastian i Danmark på Roskilde Festival i 2024, hvor vores anmelder kvitterede med fem stjerner og skrev:


"Belle and Sebastian er og bliver et af indie-musikkens mest unikke grupper. Det er stadig forfriskende at lytte til deres musik på trods af, at nogle af sangene snart fylder tre årtier. Forhåbentlig vender de tilbage snart, i hvert fald må der ikke gå tredive år, før de musikalske skotter spiller her igen."

Billetsalget til koncerterne i Amager Bio starter torsdag den 22. august klokken 10.00 via AllThingsLive.dk og Ticketmaster.dk.

ANNONCE