Nyhed

Madrugada-frontmand udgiver førstesingle fra kommende album

Sivert Høyem fra Madrugada er ude med ny single fra sit kommende album Dancing Headlights

Den norske sanger og sangskriver Sivert Høyem, kendt som frontmanden fra 90'er-bandet Madrugada, vender snart tilbage med albummet Dancing Headlights. Førstesinglen "Love vs. the World" er ude allerede nu. Albummet udkommer den 7. februar og efterfølges af to danske koncerter på Tobakken i Esbjerg den 3. marts og den 4. marts i Amager Bio i København.

Læs også: Mørkemanden Sivert Høyem lyste op, mens Månen hævede sig over Tønder

Ifølge Høyem er albummet en tilbagevenden til popmusikkens rødder, der for artisten ikke handler om autotune og samplinger, men snarere om håndværk og musikerskab. "Pop betyder noget andet for mig," siger Sivert: "Da jeg voksede op, spillede man stadig Beatles i radioen. 80’erne var en fantastisk æra for pop- og rockmusik, og jeg var i den rette alder, hvor jeg lyttede til alt uden at gå så meget op i, hvilken 'stamme' jeg hørte til. Det handlede bare om at tage det hele ind – det meste var tilladt, og det meste blev prøvet."


Og det kan man godt høre, når Høyem udtaler sig om sine mange inspirationskilder til albummet, der trækker på både pop- og rockartister som: A-ha, Frank Sinatra, The Beatles, Psychedelic Furs, Roxy Music, Lana del Ray, Dinosaur Jr. og Sonic Youth.

Om selve albummet udtaler Høyem i en pressemeddelelse: “Der er ikke så meget at sige... (Det er, red.) en håndfuld stramt arrangerede popsange, spillet live med mit band og mikset så grandiost som muligt”.

Læs også: Malurt-guitarist debuterer med nyt soloprojekt


Den rå lyd, som ifølge artisten er gennemgående på albummet, er skabt ved at indspille sangene live, sange der efterfølgende er blevet mixet af produceren Bjarne Stensli. Om processen udtaler Høyem:

"Jeg har et fantastisk band, og materialet lød så godt, allerede på demostadiet, at der ikke var noget at pille ved, det skulle bare indspille direkte og så det kunne komme ud til folk."

Albummet er foruden Stensil skabt i samarbejde med Høyems faste band, der tæller musikere som Christer Knutsen (guitar, keyboards og kor), Børge Fjordheim (trommer og kor), Cato Salsa (guitar) og Øystein Frantzvåg (bas).


Hør den nyeste single her: 

LÆS OGSÅ: Sting udsætter koncerter grundet problemer med helbredet


ANNONCE