Fröken Snusk og Sverigedemokraterne partileder Jimmie Åkesson har op til et vælgermøde indspillet en sang sammen.
I sidste uge kom det frem, at den svenske musiker Fröken Snusk var blevet fjernet fra den svenske festival Karl-Oskardagarna efter at have planlagt at spille til Sverigedemokraternes valgmøde den 12. august.
Nu kan musikeren fortælle, at hun har indspillet en sang med partiets formand, Jimmie Åkesson.
Sangen hedder Så länge som mitt hjärta slår og udkommer den 14. august. Musikalsk skulle den kombinere epa-dunk med svensk folkemusik, skriver det svenske medie Expressen.
Læs også: Kulturminister kritiserer koncertaflysning: “Det er ikke et holdbart demokratisk klima”
Før udgivelsen skal sangen fremføres ved Sverigedemokraternas valgmøde i Göteborg i dag, den 12. august, og i teksten indgår blandt andet frasen "gimmie, gimmie, gimmie, Jimmie, Jimmie, Jimmie".
Fröken Snusks samarbejde med Sverigedemokraterna har tidligere skabt røre.
Da det kom frem, at hun ville spille til vælgermødet, valgte den svenske festival Karl-Oskardagarna nemlig efterfølgende at fjerne hende fra programmet med en henvisning til, at festivalen ønskede at forblive politisk uafhængig.
Samme dag blev Fröken Snusk i stedet booket til en anden koncert på Tacobar i Växjö.
Læs også: Efter overfald på dansk musiker i Alanya: To personer er anholdt
Det fik den svenske kulturminister Parisa Liljestrand til at stille spørgsmålstegn ved beslutningen.
"Jeg synes, det er lidt mærkeligt, når vi begynder at dømme artister ud fra politisk farve," skrev hun blandt andet i et Facebook-opslag.
Hun understreger samtidig, at festivaler og kommuner selv bestemmer, hvem de booker, men at hun ser en fare for, at artister kan begynde at undgå at udtale sig politisk af frygt for, hvilke konsekvenser det kan få.
"Det er ikke et holdbart demokratisk klima og bestemt ikke et klima, der gavner kulturen i Sverige," skriver Parisa Liljestrand senere i opslaget.





