Søren Huss, Lis Sørensen og flere andre navne sluttede sig til Simon Kvamm på scenen, da han spillede på årets Smukfest.
Simon Kvamm havde på forhånd varslet, at der ville komme gæster på scenen under hans koncert på Smukfest. Og det løfte holdt han.
Torsdag eftermiddag fik festivalpublikummet besøg af flere af de musikere, som har været en del af Simon Kvamms mangeårige karriere.
Hugorm. Prisma. Peter Sommer. Søren Huss. Lis Sørensen. Saveus.
Til sidst kom også familien Kvamm med både far Janus og bror Stefan op på scenen.
Læs også: Anmeldelse: Simon Kvamm viste, hvorfor han er en institution i dansk musik
Gæsterne var med til at markere et koncertshow, hvor Simon Kvamm samlede nedslag fra sit omfattende musikalske bagkatalog, der blandt andet tæller Nephew, Hugorm og duoen De Eneste To med Peter Sommer.
Inden koncerten havde Simon Kvamm selv teaset for særlige gæsteoptrædener på sin Instagram, og publikum fik dermed indfriet forventningerne, da flere kendte navne dukkede op undervejs.
Under koncerten kom også et uventet besøg, da to jagerfly og en helikopter fløj lavt over Bøgescenen og kortvarigt overdøvede musikken, skriver B.T. Simon Kvamm kommenterede den pludselige afbrydelse og sagde, at "de kom lige, som jeg havde bestilt dem."
Simon Kvamms koncert modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder, der kaldte ham "en institution i dansk musik."
Læs anmeldelsen her.





