Filmen om Liam og Noel Gallaghers genforening får premiere i september. Se traileren her.
I 2024 annoncerede Oasis, at bandet ville blive genforenet efter 16 år. Det blev markeret med verdensturnéen Live '25, som den kommende dokumentar Don't Look Back In Anger følger tæt.
Nu er den første trailer til filmen landet.
Læs også: Selv Kong Frederik fik lov at opleve, hvor majestætisk David Byrne var
Filmen får premiere i udvalgte biografer den 11. september, inden den senere på året bliver tilgængelig på Disney+ i Danmark.
Dokumentaren følger brødrene under Live '25-turnéen, der begyndte i Cardiff den 7. juli 2025 med Oasis' første koncert i 16 år.
Filmskaberne fortæller ifølge en pressemeddelelse, at filmen giver adgang til prøver, backstage og scenen, ligesom den indeholder de første fælles interviews med Liam og Noel Gallagher i mere end 20 år.
Bag projektet står Peaky Blinders-skaberen Steven Knight, der beskriver filmen som mere end en koncertdokumentar.
"Den verdensomspændende Oasis-turné samlede generationer, kulturer og lande og talte til en splittet verden om forsoning. Don't Look Back In Anger er ikke kun din billet til koncerten – den er også et backstagepas og en plads ved bordet, når Liam og Noel sætter sig ned sammen for første gang i 15 år og fortæller historien, som den var og er."
Oasis' comeback kom efter mange års offentlige konflikter mellem brødrene Liam og Noel Gallagher. Live '25-turnéen omfattede 41 udsolgte koncerter i 14 lande og blev overværet af mere end to millioner mennesker. Sætlisten bød blandt andet på klassikere som "Don’t Look Back In Anger", "Wonderwall" og "Champagne Supernova".
Åbningskoncerten i Cardiff gjorde "meget mere end blot at leve op til forventningerne," skrev GAFFAs anmelder og kvitterede med seks stjerner.
Se traileren til dokumentaren herunder.





