Nyhed

Duran Duran i nyt interview før Heartland: “Ved ikke, hvor mange andre bands, der gør det”

Ifølge Simon Le Bon skyldes det en enkel, usædvanlig aftale, der har fjernet både økonomiske og interne stridigheder.

At bands i musikbranchen først bliver dannet og senere går i opløsning er normalt. 

Men det er ikke tilfældet for det engelske pop-rockband Duran Duran, som har holdt sammen i over fire årtier med forsanger Simon Le Bon, Nick Rhodes, John Taylor og Roger Taylor, der også snart kan opleves på dette års Heartland Festival. 

I et interview med ITV News fortæller Simon Le Bon om det, han beskriver som bandets “opskrift” på et langt samarbejde siden deres gennembrud i begyndelsen af 1980’erne.

– Vi kan lide at arbejde sammen og er afhængige af hinanden, når det gælder musikalske idéer. Vi deler alle indtægterne ligeligt, så det er ligegyldigt, om du har skrevet noget eller ikke har bidraget til en sang. Alle får en lige stor andel af indtægterne, siger han.

Samarbejdet i Duran Duran har resulteret i over 100 millioner solgte album, et utal af hits som “Hungry Like the Wolf”, “Ordinary World” og “Perfect Days", Grammy- og BRIT Awards samt en plads i Rock and Roll Hall of Fame.

– På den måde er alle tilfredse, og kun det bedste materiale kommer på albummet. Det betyder også, at der ikke opstår bitterhed på grund af økonomi. Jeg ved ikke, hvor mange andre bands, der gør det, siger Simon Le Bon videre.

Bandet har i dag 16 studiealbums bag sig – senest Danse Macabre fra 2023 – og er også fortsat aktive på livescenen. Udover Heartland Festivalen i år headliner de også BST Hyde Park i London 5. Juli. Senere på året følger en arenaturné i Storbritannien.

ANNONCE