Til efteråret genopliver Placebo gennembrudsalbummet med en stor europaturné, der lægger vejen forbi Danmark.
Placebo vender tilbage til København til efteråret.
Bandet spiller i K.B. Hallen den 24. oktober som en del af en større europæisk turné, hvor de genbesøger deres to første album, Placebo og Without You I’m Nothing.
Læs også: Frodo inviterer til Ringenes Herre-rave i Midgård
Debutalbummet fra 1996 markerede bandets gennembrud og har siden haft en fast plads i den alternative rockverden med et “visuelt udtryk, der var både tvetydigt, glamourøst og konfronterende”, som fremgår af pressemeddelelsen.
Nu får albummet nyt liv i en opdateret version med nye udgaver af alle numre, herunder “Nancy Boy” og “36 Degrees”.
Sidst GAFFA anmeldte Placebo, var da de spillede i Store Vega tilbage i 2022. Dengang fik de seks ud af seks stjerner af vores anmelder, der kaldte det for “klart den bedste koncert”, han havde været til med bandet.
Turnéen tæller i alt 36 koncerter fordelt over hele Europa og byder på sange, der ikke har været spillet live i over 20 år.




