Nyhed

Politiker brugte Folkeklubbens sang i protestvideo: "Det er ulovligt"

Det nyvalgte folketingsmedlem Amanda Heitmann brugte nummeret "Danmarksfilm" i en video fra sidste uges traktordemonstrationer. Nu er musikken blevet fjernet.

Sidste år var det Moderaterne, der kom i fedtefadet for at have brugt Gnags' sang "Når jeg bli'r gammel" i en politisk kampagne.

Nu har den nyvalgte Venstre-politiker Amanda Heitmann også fået fingrene i klemme efter at have brugt Folkeklubbens sang "Danmarksfilm" i en video fra traktordemonstrationerne i sidste uge.

Læs også: Anne Linnet langer ud efter socialdemokrat: Burde ikke have haft frie tøjler


"Politikere er blevet endnu mere skamløse end tidligere," når det kommer til brugen af musik i politiske sammenhænge, fortæller bandets manager Jørn Jeppesen til Fyns Amts Avis.

Musikken blev brugt til en video fra den store traktordemonstration, der fandt sted den 1. September. Her kørte tusindvis af landmænd ind til byen for at protestere mod den nye gødningslov.

Blandt de mange demonstranter kunne man også finde Amanda Heitmann, der filmede sig selv foran Christiansborg sammen med de mange demonstranter. Efter protesten delte hun en video af optoget til lyden af Folkeklubbens sang "Danmarksfilm".


Det faldt dog ikke i god jord blandt bandets medlemmer. Der var nemlig ingen af dem, der havde givet tilladelse til, at politikeren måtte bruge sangen.

"Der har i år været flere eksempler på det samme, så det tyder på, at politikerne tager chancen og bare fyrer den af. De ved godt, det er ulovligt. Knap så betryggende, at den lovgivende forsamling opfører sig sådan," fortæller bandets manager Jørn Jeppesen til Fyns Amts Avis.

Derfor har han krævet sangen fjernet, hvilket Amanda Heitmann efterfølgende har efterkommet.


Efter henvendelsen fra Folkeklubben blev "Danmarksfilm" først erstattet af "Outro" fra den franske gruppe M83. Senere blev musikken helt fjernet fra videoen.

Læs også: Politikere vil stoppe kriminelle fra at tjene på deres musik

Sagen minder om en anden musikstrid fra sidste år, hvor Moderaterne brugte tekstbidder fra Gnags-sangen "Når jeg bli'r gammel" i en politisk kampagne. Også uden først at have fået tilladelse fra bandet.


Det endte dengang i et forlig mellem Peter A.G. og Moderaterne, som indvilligede i at betale 150.000 kroner til Gnags-forsangeren, hvilket skulle dække sagsomkostningerne. Derudover skulle Moderaterne donere yderligere 150.000 kroner til et velgørende formål udvalgt af Peter A.G.

ANNONCE