Nyhed

Endelig enighed mellem Oasis, Pet Shop Boys og Roskilde Festival

Pet Shop Boys og Oasis er nået til en venskabelig overenskomst med Roskilde Festivals arrangører.

Efter ulykken på årets Roskilde Festival, herskede der lidt uro i kulissen, da Oasis og Pet Shop Boys valgte at aflyse deres planlagte koncerter på Orange Scenen. Hårde ord blev ytret fra festivalens side - de to britiske bands følte sig efterfølgende meget dårligt behandlet, men nu har julefreden lagt sig over striden. De tre parter er nemlig blevet enige om en aftale. Det fremgår af følgende pressemeddelelse fra Roskilde Festival:

PRESSEMEDDELELSE FRA ROSKILDE FESTIVAL


Pet Shop Boys og Oasis, som begge valgte ikke at gennemføre deres koncerter på Roskilde Festival efter 9 unge mænds tragiske død, er nået til denne venskabelige overenskomst med Roskilde Festivals arrangører: Honorarerne - efter de to bands' omkostninger - vil blive doneret til formål til forbedring af sikkerheden på fremtidige festivaler og til følgende internationale velgørende formål:

WAR CHILD

SOS BØRNEBYERNE


FREEMUSE (mod censur af musik)

THE HUNGER SITE (FN's hjemmeside)

HUMAN RIGHTS WATCH


Roskilde Festival respekterer gruppernes begrundelse for ikke at optræde efter tragedien, og alle parter håber, at erfaringer fra festivalen vil føre til øget sikkerhed for alle fremtidige festivalpublikummer over hele verden.

De bedste hilsner

Oasis


Pet Shop Boys

Roskilde Festival


ANNONCE