Tre uger efter afviklede koncerter
The Who har besluttet sig for at optage alle deres koncerter fra deres nordamerikanske turné og derefter udsende dem på cd. Koncerterne bliver optaget direkte fra mixerpulten og vil tre uger efter den afholdte koncert være til salg på themusic.com. Alt overskud fra salget vil gå til velgørenhedsfonde for unge mennesker.
I en pressemeddelelse hedder det: ”Bandet er klar over, at mange shows fra denne turné vil blive solgt som bootlegs, og for at komme dette behov i forkøbet har bandet indvilget i at udsende officielle optagelser for at hjælpe værdige velgørenhedsfonde.”
Der er indtil videre tre koncerter til salg. Alle indeholder 21 sange og koster 16 pund. Der er planer om at lave et specielt boxsæt med ekstra materiale til dem, der køber hele serien, og der er mulighed for at høre lyd-smagsprøver på hjemmesiden allerede nu.
Tidligere på året døde The Whos bassist John Entwistle, aftenen før turnéstarten i Las Vegas, og på turnéen er han blevet erstattet af Pino Palladino, der før har spillet med Oleta Adams, Joan Armatrading og Richard Ashcroft.
Guitarist Pete Townshend har desuden afsløret på sin officielle hjemmeside, petetownshend.co.uk, at de sidste optagelser med John Entwistle øvende med bandet højst sandsynligt vil blive udsendt på dvd.