Nyhed

Tobias Trier og Souvenirs i musikalsk foredrag

Arrangement om sangskrivning i Århus 26. september

Torsdag d. 26. september kan du i Kristian F. Møllers Boghandel på Store Torv i Århus opleve et lidt usædvanligt musikalsk og litterært arrangement. Nemlig et foredrag om sangskrivning, garneret med live-optræden af Tobias Trier (billedet) og Souvenirs.

Foredragsholderen er Jens Larsen, der vil tage udgangspunkt i sin bog "Sangskriver" fra sidste år, hvor han har interviewet en række danske sangskrivere, der udtrykker sig på modersmålet. Nemlig Steffen Brandt (TV-2), Jokeren (Den Gale Pose), Poul Krebs, Nikolaj Nørlund, Olesen-Olesen, Allan Olsen, Nikolaj Peyk (Østkyst Hustlers), Henriette Sennenvaldt (Under Byen), Jens Unmack (Love Shop) og altså Tobias Trier og Souvenirs.

Jens Larsen vil især koncentrere sig om teksterne og give sit bud på, hvad der er en god sangtekst - og på, hvad forskellen er mellem en sangtekst og et digt. Tobias Trier og Souvenirs vil fremføre egne numre og fortælle om arbejdet med sangene - og mon ikke der også bliver plads til diskussion med publikum?


Arrangøren er Frit Oplysningsforbund i Århus, og billetter til arrangementet skal købes dér.


ANNONCE