Nyhed

Elliott Smiths posthume album på vej

"From A Basement On A Hill" udkommer 19. oktober

Der er nu sat udgivelsesdato på det album, den amerikanske sanger og sangskriver Elliott Smith arbejdede på ved sin død 21. oktober sidste år.

Albummet "From A Basement On A Hill" udkommer 19. oktober på selskabet Anti, bl.a. kendt for Tom Waits’ seneste udgivelser, og er efter Smiths død blevet færdiggjort af venner og familie.

Tracklisten er som følger:
Coast To Coast
Let's Get Lost
Pretty (Ugly Before)
Don't Go Down
Strung Out Again
Fond Farewell
King's Crossing
Ostriches & Chirping
Twilight
A Passing Feeling
Last Hour
Shooting Star
Memory Lane
Little One
A Distorted Reality Is Now A Necessity To Be Free


Elliott Smith, der i mange år kæmpede med depressioner og misbrugsproblemer, døde i en alder af 34 år af et efter alt at dømme selvpåført knivstik i brystet, selv om der også – måske ikke helt overraskende – har været rygter om mord.

Smith startede i støjrockbandet Heatmiser og nåede at lave fem overvejende følsomme og eftertænksomme soloalbum, senest "Figure 8" i 2000. Han toppede kommercielt, da hans sang "Miss Misery" fra soundtracket til Gus Van Sants film "Good Will Hunting" i 1997 blev Oscar-nomineret, og Smith optrådte ved ceremonien.



ANNONCE