Nyhed

Magtens Korridorer og Per V bliver hædret

Statens kunstfond uddelte i går sine årlige præmieringer, der følges af en check på 50.000 kroner

Statens Kunstfonds tonekunstudvalgs uddelte i går sine årlige præmieringer til musikverdenen, og blandt vinderne på den rytmiske front var blandt andet rockbandet Magtens Korridorer og rapperen Per Vers (billedet). Alle de udvalgte kunstnere honoreres med en check på 50.000 kroner.

Magtens Korridorer er i år slået igennem med hittet "Lorteparforhold", og bandet har ud over Kunstfondens hovednik også modtaget to nomineringer til P3 Guld og hele fire nomineringer til Steppeulven. Statens Kunstfond begrundede valget af bandet på følgende vis:

"Magtens korridorer er et endog meget frisk bud på den danske rockscene.
Albummet "Friværdi" har høstet betydelig og fortjent opmærksomhed. Med fede rødder i dansk rock formidler bandet et sjældent umiddelbart musikalsk univers, der sparker røv."

Per Vers – eller bare Per V – har en fortid i gruppen Sund Fornuft, men udgav i år sit første soloalbum, der bar titlen ”Vers 1.0”. Kunstfonden forklarede præmieringen af dette album med følgende ord:

“Dejlig selvironisk cd med varme, indsigtsfulde og humoristiske tekster samt arrangementer. Stemningsfulde lydcollager fra gamle film blander sig med jazzede samplinger og skæve indfald. Man glider ubesværet fra regnfulde gader i N.Y., over jyske heder til skattekontoret, for at ende på Christiania. Levende, legende og lokkende ført af Per Vers og co.”

De øvrige rytmiske kunstnere, som blev udvalgt til hæder af Kunstfonden var Christoffer Møller for ”To The Long Lost”, Trio Mio for “Pigeon Folk Pieces” og Kasper Villaume for ”Hands”.

ANNONCE