Den rødhårede sirene spiller nu i Falconer Salen 19. juni. Flere billetter i salg fra 6. maj kl. 12 på Billetlugen og Fona
På grund af meget stor efterspørgsel på billetter til den klaverspillende, yderst udtryksfulde amerikanske singer-songwriter Tori Amos' koncert i Vega 15. juni, bliver koncerten flyttet til Falconer Teater 19. juni kl. 20, oplyser arrangøren DKB Motor.
Billetter købt til Vega vil være gældende til Falconer Teatret. Da der er nummererede siddepladser til koncerten, vil der være åbent i Falconers forhal allerede fra kl. 17, så der er tid til, at Vega-billetterne kan blive ombyttet til tilsvarende Falconer-pladser. Dørene til salen åbnes dog først kl. 18:00. Skulle man være forhindret på den nye dato, kan allerede købte billetter refunderes, hvor de er købt, inden 1. juni.
De resterende billetter vil være til salg fra på fredag 6. maj kl. 12:00 fra Billetlugen, telefon 70 263 267, via www.billetlugen.dk eller i en Fona-butik.
Igen kan det fastslås, at den koncert i Kolding, som ellers længe var annonceret på Tori Amos' officielle hjemmeside, netop 19. juni, desværre ikke bliver til noget.





