Nyhed

Antony and the Johnsons til København

Transvestitten med gåsehuds-stemmen besøger Falconer Salen den 8. september

Siden udgivelsen af sit andet album, ”I Am A Bird Now”, har Antony Hegarty og hans Johnsons gjort grundigt indhug i anmeldernes superlativer. Albummet med de smukke og smukt sungne sange fik en overvældende velkomst, kronet af den anerkendte engelske Mercury-pris, og Antonys liveshows vakte mindst lige så stor begejstring.

At den to meter høje transvestit kan noget med at begejstre sine omgivelser, fremgår også tydeligt af gæstelisten på ”I Am A Bird Now”, hvor celebre beundrere som Lou Reed, Boy George og Rufus Wainwright alle leverer vokalbidrag.

2005 bragte ham forbi Danmark tre gange med støt stigende succes. Fra et begejstret Loppen og et ditto VoxHall gik turen til et udsolgt Vega, og når Antony & the Johnsons den 8. september i år atter lægger vejen forbi lille Dannevang, skal der en Falconer Sal til at rumme dem. Oplevelsen kan kun anbefales: Antony Hegartys er en på alle måder stor og unik sanger, sangskriver og performer.

Billetsalget starter torsdag den 20. april klokken 10 via Billetnet.dk eller 70 15 65 65.

Billetnet

ANNONCE